Spionen.
No. III.
M¬
ine Herrer! o, i hvad for en Ulykke havde de nær styr¬
tet mig for faa Dage siden! Jeg vil have den Ære at
fortælle dem det:
I Onsdags Aften kom et ungt Menniske til mig, som,
uden at lade sig mælde, og uden at banke paa Døren, traad¬
de ind udi mit Kammer. Han tog vel sin Hat af, men han
satte den strax paa igien. Med saa Ord: han giorde ikke an
derledes Complimenter end en Klopfægter. Han spurgte: Er
J ikke Spionen? Har J ikke skrevet det Blad til de 6 Herrer,
hvorudi J har saaledes afmalet de Gamle?
(Jeg tænkte: hvor mon han dog har faaet dette at vide?
det er en bedre Spion end jeg; han er Mester, og jeg
er kun en Fusker at regne imod ham.)
Nu, min Herre! vil J ikke svare?
(Jeg kog Mod til mig og skiød Hiertet op i Livet.)
Ja det er mig; jeg har skrevet det.
Har J ikke meent min Fætter dermed?
Ney, jeg har hverken meent Jeres Fætter, hverken Jeres
Fader eller Bestefader.
Hvem da?
Alle.
Det var Jeres store Lykke, min Herre, ellers skulde J ha¬
ve kommet til at dandse en anden Dands med mig.
Jeg spurgte denne desperate Karl, hvo han var, han sva¬
rede: Jeg er en Lærd! (sagte, sagte, tænkte jeg.)
Min Herre! sagde han med en noget venligere Miine:
Jeg har for Eders skyld i Dag Formiddag læst nogle Blade i
et moralsk Skrift, som aldeeles imodsiger Eders udgivne
Efterretning om de Gamle. J har brav nok truffet de gamle
Knarke, der, ligesom Ørnen, blive unge igien, men ikkun
