23
lighed. Verdens Ondskab er stoer, man maae søge, at und¬
flye den.
Men betænk, min Herre, Lysander veed Middel til at
naae dette Øyemeed; han forestiller i hans tredivte Aar en
tredsindstyve Aars gammel Mand, og dette saa naturlig, at
han endog bedrager sine Bekiendte dermed. Han klager over,
at han kan ikke sove om Natten; om Morgenen tidlig falder
det ham for Brystet; efter Maaltidet bliver han søvnig; om
Aftenen falder han endogsaa i Søvn udi Selskabe; Alle For¬
friskninger hidse ham for stærk; med et Ord: der fattes ham
intet uden graae Haar.
Den gamle Enke kan lide denne Forstilling. Hun und¬
gaaer derved den onde Verdens Eftertale. Jeg ønsker af mit
Hierte, at han ikke maae blive ung igien, naar han først har
havt Bryllup. Men skulde dette skee imod mit Ønske, saa
var det ikke den første gang, at saadanne Ting har tildraget
sig. Erindre Eder kuns den gamle krogede Pave Sixtus
den Femte, som, da han havde først fundet Peders Nøgel,
gik gandske rank og lige op.
Stax gaaer krogrygget, trækker Hovedet need imellem
Skulderne, som en Skildpadde, trækker paa Beenene, sætter
Knæerne ind ad, og seer igiennem Glas. Hannem maae vi
undskylde; han giør det gandske sikkert ikke i den Hensigt, at
ansees for gammel; derpaa tænker han ikke engang. Ney!
han har lært sig til saadan Opførsel af Dovenskab, og igien¬
nem Kikkert maae han nødvendig see, siden han er en ung
Herr;
Den lærde Flavii Søn slæber ogsaa afsted om Dagen.
Naar Solen skinner taler han meget sagte; han kan ikke see
ret langt, og det af Aarsag, at han just vil nyde de samme
Æresbeviisninger, som man giver hans ærværdige Faders
graae Haar. Men, min gode Gamle! om Natten kan du
