Spionen.
No. IV.
E¬
fter mine Herrers Befaling har jeg erkyndiget mig om, hvor¬
ledes deres Bonde Morten Andersen i Sandbye lever
og holder Huus. Denne Sag giorde mig fleere Bryderier,
end jeg havde forestillet mig. Jeg tænkte i Førstningen; at ud¬
speyde en Bondes Levemaade er jo vel ikke noget Hexerie, men
jeg kan forsikre dem, at en Bonde kan lige saa got tie, som en
Stats=Minister. Jeg maatte altsaa opholde mig i to Dage der
i Byen, førend jeg kunde faae et eneste Ord at vide om Mor¬
ten Andersens Omstændigheder, og jeg var næsten falden paa
de Tanker, at her boede lutter Friemurere. Til min største
Forundring kunde endogsaa Fruentimmerne tie, men dog ikke
længer, end til man giorde dem Foræringer. Disse Vanskelig¬
heder u-agtet, kunde jeg dog ikke reyse herfra med uforrettet
Sag; jeg skammede mig, at jeg som en vittig Mand, ikke be¬
dre kunde udrette mit Gesandtskab, i sær naar jeg betragtede,
at de havde givet mig Forskud til denne Reyse. De veed, mi¬
ne Herrer, at jeg seer en Portugies Jøde meget liig. Jeg gav
mig altsaa ud for en Ebræer, og gik hen til Morten Ander¬
sens Kone, just da hendes Mand var reyst til Staden. Jeg
spurgte hende, om hun ikke havde Lyst til at handle mig nogle
Vahre af? jeg sagde hende, at jeg havde smukke Kniplinger og
Netteldug at sælge. Hun beklagede sig, at hun havde saa faa
Penge. Ey! derfor kommer vi nok til rette, sagde jeg: En
Kone har lige saa vel Credit hos mig, som Manden. (Disse
Ord trængede ind til hendes Hierte.) Hun beklagede sig at hun
ikke kunde opvarte mig med Mad og Drikke, siden jeg var en
Jøde. Jo, lille Kirsten! sagde jeg: J kan lade kaage mig
nogle Æg, hvortil hun ogsaa strax gjorde Anstalt. Jmidler¬
tid havde jeg Tid at spørge hende, hvad hun havde givet for
dette Porelaim. (Mine Herrer! jeg forskrer dem, at denne
