42
en Kram; Men, til min Forundring, fulgte herpaa en al¬
mindelig Taushed. Endeligen saae jeg en Skribent midt i¬
mellem sine Venner, som raadede ham til at byde noget der¬
paa. Han blev fortredelig over dette Raad; Dog, for at bli¬
ve af med dem, bød han en vis Summa Penge derpaa, om
endskiønt han giorde det med en Miine, som noksom gav til¬
kiende, at han troede, han havde ilde anvendt sine Penge paa
et ubrugeligt Stykke. Han fik det, for det samme han havde
budet.
Jeg glædede mig med mange andre, over den deraf fly¬
dende Virkning; Thi saa snart var han ikke bleven Eyere af
denne gode Smag, førend han stoed, nogle Minutter deref¬
ter, som een der var bleven til Steen, men løb strax igien
hen til Caminen, og kastede derpaa en gandske Pakke Pappir.
Jeg saae meget nøye, hvad det var for Sager; men man
tillader mig, at jeg holder denne Hemmelighed hos mig selv;
og saa snart alting var forbrændt, saae han gandske roelig ud,
giorde et Løfte: aldrig meere at sætte Pen til Pappiir.
Derefter fulgte Beskedenhed, hvilken, til min størst¬
Fornøyelse stod en ung Militair=Person an. Men han ryk¬
kede sig, efter at blive lidet rød i Ansigtet, som klædde ham
vel, tilbage.
Ved at see den naturlige Sæde=Lære, som nu blev op¬
budden, lod det, som det gandske Sælskab forskrækkedes over
dens Legemlige Dannelse, Majestætiske Gang og Miner, som
tilkiendegav en usædvanlig Høyhed. Hun selv saae sig om med
den største Stolthed, og det lod som hun betragtede Verden
med Foragt, hvilket dog, efter mine Tanker, ikke var hendes
Alvox.
