53
ner. Den uretfærdige Huus=Foget bøyede sine Knæer. Den
rige Mand lukte sine Øyen og sukkede, og enhver gav ved sin
Adfærd tilkiende, at de herefter med Fornøyelse vilde øve de
Dyder, som bleve dem anviiste.
Jeg glædede mig, og tænkte: nu bliver Verden god. Al¬
les Omgang blev ogsaa virkelig meget behagelig. Det var en
Lyst at høre Folk tale, og en Vellyst at see dem handle. De
Rige grebe i Lommen, ligesom de vilde give Almisse, og de
Fattige bukkede, ligesom de havde faaet den. De Fornærmede
søgte Ret, og den blev dem lovet. De Forelskede forlode hveran¬
dre med Taarene i Øynene. Mand=Folk begyndte at lade sig
sye Klæder uden Haar=Duger i, og Fruentimmer bandt deres
krøllede Nakker sammen. Det tegnede til en fuldkommmen
Forbedring.
Alt dette uagtet bleve Præster og Moralister ved, at
hegle Lasterne igiennem; og jeg syntes ogsaa, at jeg blev vaer,
at den Gierrige blev lige gierrig, den Ødsele lige ødsel, Dran¬
kere lige fulde, og enhver i sin Opførsel lige fordervelig.
Saaledes stod det til med mig, da jeg en Dag fik Be¬
søgelse af en gammel vittig Mand. Vi begyndte over Maal¬
tidet at tale om den fordervede Verden, og de Laste-fulde
Mennesker, og han var den, som oplyste min Forstand, og
saa fuldkommen oplukte mine Øyne, at jeg fik et langt andet
Begreb om Dyder og Udyder, end jeg hidindtil havde havt.
Folk, sagde han: ere ikke saa lastværdige, som man kal¬
der og beskriver dem; det er Uheld, at alle Moralister har
indtil denne Dag taget feyl, og givet det ud for Laster, som
vore Landsmænd besidder som virkelige Dyder; Man igien¬
nemhegler de Gamle for Avindsyge, Gierrige, Glemsomme¬
