58
Vil J, mine Allerkiæreste! da være tilfreds med mig,
naar mit Uge-Blad ikke indeholder lutter Statshistorier, hvoraf
man desuden dog ikkun leer to eller tre Dage? Jeg har altsaa i
Sinde, at forklare Eder det Spørsmaal i Dag: hvad er
Vittighed, hvo kan i den rette Mening siges at være
vittig?
(Jeg har engang læst dette Spørsmaal, og overgiver det nu
til Dem i Deres Modermaal, siden adskillige ikke for¬
staae de udenlandske Sproge.)
Det første Spørsmaal er noget vanskeligt at besoare, for¬
nemmelig naar omtrent en af vore unge Herrer venter et Svar
efter hans Jndbildning, i det han meener, at nogle utugtige
Tanker, som bleve udtrykte med forblummede Ord, og hvor¬
over man af fuld Hals stikker i at lee, saa at Maven ryster,
skulde kaldes Vittighed. Men saadant er lige saa lidet Vit¬
tighed, som naar disse Mandfolke=Dukker sidde hos hverandre
og i offentlige Selskabe belee deres Familiers Historier.
Efter mit Begreb er den sande Vittighed ikke andet end
en Færdighed i at sammenligne og dømme. Dersom det Ord
Algebra ikke skulde klinge for skræksomt, vilde jeg sige, at
Vittighed og Algebra have eens Grund at staae paa. Hiin
giør Sammenligninger og denne Æqvationer. Men derfor
er det dog langt fra, at Vittighed lader sig bringe under visse
Regler.
Hvad det andet Spørsmaal angaaer, saa findes der efter
min Meening tre Slags vittige Mennisker, nemlig: De
vittige Lærde; De vittige Pedanter og de vittige verds¬
ligsindede. Vi ville hos enhver af dem opdage besynderlige
Egenskaber, og deraf kunde slutte, hvo der egentlig er vittig.
En Mand, som har tilbragt sine Aar iblandt de Døde,
