59
og som vi tillægge det Navn af en Lærd, er meget sielden saa
behagelig i Selskabe, som han fraværende har været nyttig
for dem. Hans heele Digten og Tragten er i hans Studere¬
Kammer, fra hvilket han ikke gierne gaaer, uden han er nødt
dertil. Hans heele Omgang forraader det Steds Taage og
Eensomhed hvorfra han kommer. Det Sted, paa hvilket han
har bragt saa mange ypperlige Ting frem for Lyset; just det
Sted er ham til Hinder i at forebringe alle disse Skiønheder
i Selskabe med nogen Behagelighed. Undertiden er han saa
fuld af hans Opfindelser, eller saa foruleyliget med de Ting,
han haaber at opfinde, at han ligesom gaaer omkring i en halv
Henrykkelse, som han ikke er i Stand til at giøre sig løs fra,
i hvor megen Umage han end giør sig derfor. Han betrag¬
ter alle de Ting, som gaae for sig uden for hans Sphæra, i
en lang Strækning og Fraliggenhed under sig; Dette opvækker
en vis Foragt hos ham; han bliver derved alvorlig, og paa
en vis Maade knarvuren. Med et Ord, vi lære meer, naar
vi læse hans Skrifter, end naar vi høre ham tale i Selskabe.
Denne Anmærkning er saa vigtig, at man i Omgang med saa¬
dan en Mand, maa bestandig tænke paa den Høyagtelse, som
man er pligtig til at bære for Videnskaberne, saa fremt man
vil finde ham nogenledes behagelig og fordragelig.
Helmontins er bekiendt over den hele Verden for en
meget ypperlig Chymist, man læser hans Opfindelser med For,
nøyelse. En ung lærd Mand besøger ham; han reyser hen til
dette Sted, blot for at lære at kiende den store Helmontius.
Han lader sig adskillige gange melde hos ham, men hver gang
forgieves, endelig bliver han, efter sin Meening, meget lyk¬
kelig; Man fastsætter ham en vis Time. Den unge Lærde skyn¬
der sig at være der, just naar Klokken slaaer; Tienerne viiser
ham ind i en tom Stue, hvor han næsten i tre Qvarteer spad¬
erer frem og tilbage, uden at blive utaalmodig. Endeligen
