60
aabnes Døren, han seer en mager ueanseelig liden Mand, som
har indsvøbt sig udi en slet og ret Slaaprok. Den Fremmedes
Ankomst satte ham slet ikke i nogen Bevægelse. Han mumler
endnu i sine Tanker --- med Dampen --- guul Sætning
---. Den lærde Reysende taler til ham, og troer, at han
har bedraget sig selv. Han tager strax derpaa Afskeed, og ud¬
raaber helmontius for en u-erfaren og u-behøvlet Mand¬
Hvoraf kom nu denne Misforstand? Er den gamle Mand vir¬
telig ikke lærd? Besidder han ikke den ringeste Vittighed? man
tager mærkelig feyl! han var just foruleyliget med det Forsøg
han vilde giøre med Regulo Antimonii stellato, hvorfra han
blev forhindret af den Reysendes Besøgelse. Kunde han der¬
for vel viise sig behagelig, eller det som meere er opføre sig vit¬
tig? Men han bliver desnagtet en stor og lærd Mand.
Pedanten, som er opblæst og storagtig af den Lykke, at
han haver opnaaet alle Graderne af de Lærdes Belønninger,
holder det for den største Fornedrelse at tale med nogen, som
ikke forstaaer Græsk eller Latin. Med disse Sprog udpynter
han ogsaa sin almindelige daglige Tale. Han foresætter sig selv
som en Regel, stedse at være særskilt fra andre ved een eller an¬
den Mening. Saadan Mening forsvarer han med den stør¬
ste Heftighed, og er ikke i Stand til at høre den ringeste Mod¬
sigelse i den Tilfælde, samme maae være saa vel grundet og
understøttet, som den vil. Hans heele Lærdom bliver ekkel og
tif Byrde; og alle de Mennesker, som har mindre Videnskab,
men meer Forstand, skyer hans Selskab. Vil vi opsøge Ori¬
ginaler til denne Sætning, saa har vi ikke behov at leede læn¬
ge derefter. At være en Antiqvarius, en Grammaticus os
tillige ingen Pedant, saadan en Person var snart et Vunder¬
verk. Dersom man vil forstaae hans Vittighed, maa man i
det ringeste være lige saa lærd som han er selv. Jeg havde for
noget siden den Lykke, at jeg var i Selskab med fire saadanne
