62
ger det paa en behagelig Maade, og hans - - - hvor¬
dan skal jeg kalde dette, hans Genie, hans naturlige Forstand,
giver ham den Kraft, at han kan giøre det, saa det finder
Smag. Han forstaaer alle Kunster uden at udøve dem; han
taler lærd, men angenemt; han beholder ikke allene Forfatte¬
res forfængelige Ord, men han taler endogsaa grundig om dem,
og upartisk erindrer, hvad Godt og Ondt der findes hos dem.
Han forstaaer Skialdre=Kunsten uden at giøre Vers; og uden
selv at være Autor, veed han, enten en Bog er ond eller god.
Og dersom dette ikke var, hvi skulde da Skialdere og Historie¬
Skrivere, saa vel som andre fleere overlade sig til hans Dom,
og underkaste sig samme? Hvi tager man ham i Raad med sig,
førend man vil legge noget frem for den heele Verdens Øyen?
Og jeg troer derfor virkelig, at der findes fleere vittige Mænd
i Verden, end der findes Lærde.
Den Lerde kiender den Vittige, og den Vittige seer Fey¬
sene hos den Lærde. Skal man endelig have en god Stemme
for at kunde dømme om Tone=Kunsten? Skulde man ikke kun¬
de være vittig, uden at være lærd? Det var jo Naturen selv
en Skam, dersom den altid behøvede at forbedres af Kunsten.
En lærd Mand uden Erfaring, en lærd Mand uden Ver¬
den, forekommer mig ikke anderledes end et Stykke Agerland,
om er frugtbarere end et andet, bare fordi det er giødet; men
naar disse Kræfter er forbi, saa forfalder det atter i sin forrige
ufrugtbare Stand. Just disse Lærde ere fulde af lutter Argu¬
menter; De fortære sig ligesom selv ved mange dybe og høye
Fornuftslutninger, da de dog i Gierningen have saare liden
Fornuft, og ikke kan kaldes Vittige, uden i den letteste For
stand. De Lærde ansee Videnskaberne for tilstrækkelige at giø,
re dem vittige, og forsømme derover i Gierningen det, hvor
ved de virkelig kunde blive vittige. Men de virkelig Vittige
