Spionen.
No. IX.
G¬
od Aften, Hr. Magister!
(Seer De, at min sorte Kiol, seer lige saadan ud, som
en Magister=Kiol!)
Ney, Herre! Jeg er ikke Magister.
Det er lige meget hvo J er. Kan J ikke sige mig, hvor
den Mand boer, som kan fordrive Natten?
(Den Spørgende var meget net klædt; han var ung; han
saae godt ud; alle hans Miiner havde noget at betyde, og jeg
havde ikke mange Betragtninger fornøden for at giette, hvem
han var, og hvad det var for en Mand, som kunde fordrive
Natten. En Uøvet skulde ikke saa let kunde have giettet det.
Nu har jeg det Haab, at jeg skal kunde legge Ære til min
Caracteer. Kun lidet Taalmodighed endnu!)
Han spurgte virkelig efter Stads=Musicanteren; og jeg
sagde ham omtrent Stædet, hvor han boede. Den unge Her¬
re skyndede sig dandsende fra mig. Lyksalige Mand! Lyksa¬
lige Musicant! som kan bortdrive det Mørke og Bedrøvelige.
O, hvor mangt et Selskab bliver rørt ved denne glædelige Op,
findelse! Endogsaa de allerlangsomste, som under Fiskebeens¬
Skiørtets Viide, synes hverken at have Been eller Fødder,
kan dog i en eneste Nat efter henrykkende Melodier løbe meer
end fire Miile, omendskiønt at de ved lys Dag paa Gaden,
seyle jevnt frem og trippe gandske sagte afsted. Natten betrag¬
ter de, ligesom de boede i den Egn, hvor Solen i nogle Maa¬
neder skinner baade Nat og Dag. De giør Ret, mine Aller¬
deyligste! Viis De sig kun fordeelagtige!
