66
Jeg havde Lyst til at see dette Selskab. Jeg udspione¬
rede ogsaa hvor det var. Jeg fandt det. Den unge Herre
betragtede mig igiennem et Glas, og blev vaer, at jeg var
den sammme, som havde giort ham denne vigtige Tieneste.
Han kaldte mig sin Ven, og da jeg var ubekiendt, saa kalde¬
de heele Selskabet mig Hr. Magister. Natten gik bort. Den
blev rigtig fordreven.
Jeg blandede mig ikke iblant dette Selskab, men jeg
fandt i et andet Kammer et meget artigt ungt Fruentimmer,
samt hendes Moder og Broder, som slet ingen Lyst havde til
at dandse, men fornøyede sig med en kunstig Musiqve. Fru¬
entimmeret sang en Arie, og spillede tillige paa Claveer, og
hendes Broder spillede paa Fiolin. Jeg blev i dette Selskab.
Man spurgte mig, hvorledes denne Poesie hovede mig? om
jeg vel troede, at man kunde synge i andre Sprog, end det
Jtalienske? Jeg svarede, at det Jtalienske Sprog var me¬
get beqvemt der til, det Danske Sproget kunde ogsaa
være skikket dertil, naar Poeten brugte lette flydende og
veltlingende Ord til Sangen. Det vil være angenemt, naar
det er Sangerens Moders Maal; og at han har allerede syn¬
get meget, og har friske Tale=Redskabe, og ikke indbilder sig,
at han synger for sig selv, men for Tilhørerne, naar han selv
begriber og føler hvert Ord, som han synger, da bliver vore
Tilhørere meere fornøyede og rørte, end om Texten var Jta¬
liensk.
Hr. Magister! sagde Jomfruen: var det vel Uret, om
man i de Musicalske Vers afskaffede det Aag og Slaverie af
Rimene?
Jomfrue - -- De har Ret. Hr. Voltaire misunder
Engellænderne den lykkelige Frihed, at kunde skrive deres Sør¬
ge=Spil uden Riim. Man maatte saa meget meere tillade de
Musicalske Skialdrere dette, efterdi de i Henseende til Mufi¬
