67
ken har mange andre udvortes Ting at tage i agt. Hvo kan
ogsaa vel ved Enden af den anden Deel af en Arie, som man
hører at synge, erindre sig det Ord, som den første Deel slut¬
tedes med, og hvorpaa der nu bliver rimet. J Recitativer¬
ne har man allerede for lang Tid siden taget sig den Friehed,
at lade mange Linier være urimede. Dog vil jeg ikke aldeles
forkaste Rimene, omendskiønt de i mine Øren ere af ingen
Betydning, allermindst i Musicalske Vers.
Men det hover mig, naar en fornuftig Musicalsk Poet,
ved hver Affeets Forandring, og i Besynderlighed til hver A¬
rie udvælger saadant et Slags Vers i Henseende til Stavelsernes
Kraft, som kan passe sig. De Jtalienske Skialdrere rette sig
vel ikke efter Latinske Maitre i deres Arier; thi maa man slet
ikke scandere deres Musicalske Vers, som vi giøre ved vore;
men man giver kun alle Stavelserne deres naturlige Accent,
ligesom det var i ubunden Stiil, og Skialdreren har alleene
gjort sig Umage for, at i Agt tage Stavelsernes rigtige Tal,
og at udtrykke den høye Accent paa Afdeelingen naar der er
nogen for Haanden ved Enden af Verset. Ellers er det vist,
at Jtalienerne skrive mangfoldig rørende. Vi maa efterfølge
Jtalienerne saa vidt det kan gaae an. Man tager ikke imod
nogen Undskyldning, at det kan ikke gaae an.
Det er sandt, at en meget lang Recitativ falder som of¬
test baade lang og kiedsommelig for Tilhørerne, og man ven¬
ter med Længsel efter den belovede Lyst af følgende Aria. J
Recitativerne forstaaer man ikke heller Ordene tydelig nok, ef¬
terdi de fleeste Jtalienere har den Maneer, at de blot brilliere
i Arierne, og som Acteurs ikke bryder sig om Recitativerne.
Andre efteraber dem derudi, i den Enfoldighed, at det kunde
være saaledes. Paa den heele Berlinske Skueplads, var ikke
fleer end den eneste Astroa, som sang Recitativerne med Ac¬
tion, langsom og eftertrykkelig. Disse Folk har endnu gemeen¬
