90
ældre, hvor stor Omhyggelighed de har anvendt for at holde
deres Sundhed ved lige; hvor megen Møye og Bekostning
de har gjort sig, for at faae deres Forstanb forbedret, og dan,
net deres Hierte godt. Hvor flittige og stræbsomme har For¬
ældrene ikke været, for at kunde efterlade deres Børn nogen
Formue.
O, hvor meget har mangen Fader ved sin Fliid og sine
Bekymringer ikke giort til sin Søns Lyksalighed! Skulde
Sønnen legge sin Haand paa sit Hierte, og hellig forsvare,
at han torde være utaknemmelig imod sin Fader? Hvad mig
angaaer, saa fører Faders Navn efter mine Tanker, saa me¬
get ærværdigt, angenemt og lifligt med sig, at end ogsaa et
Barns ringeste U-agtsomhed imod hans Forældre, paa det hæf¬
tigste rører mig.
O, hvor lyksalig var jeg hos en Fader, som var min be¬
ste Ven, min Raadgiver, og saa at sige min Selskabs=Bro¬
der! Han var den værdigste og beste Mand iblant alle mine
Bekiendte. Den Characteer af en lærvillig og ærbødig Søn,
er lige saa angenem og elskværdig, og er den rette Ziir i det
Menneskelige Selskab; hvorover jeg ogsaa af mit Hiertes
Grund ønsker, at den overflødigere maatte være at finde end
den første. Men Erfaringen formindsker mit Haab midt
i mine Ønsker.
Den deyligste Part af Æneas Historie, for hvilken jeg
holder Virgil i Ære, er den, naar han afmaler den lydige
Søn, hvorledes han paa sine Skuldre bærer sin gamle Fader
ud fra Luen. Det er ret en Afskildring. Men hvor skam¬
melige Exempler paa Grusomheb, U-erbødighed og Ulydighed
forefinder jeg ikke, og har, desværre! oplevet og seet Børn
imod deres beste, imod deres ømmeste Forældre?
