92
de sidste eller allerbageste bestoed af en stor Mængde fattige
Folk, som med mange Taare beklagede denne Mands Forliis.
Jeg fulgte med denne Procession ind i Kirken, og kand med
Sandhed sige, at jeg aldrig har hørt en Mand saa meget at
beklages, som denne Møller. De anseeligste Jndvaaneres
Ansigter vare fulde af Bedrøvelse, og de Fattiges fulde af
Fortvivlelse.
Ved denne heel usædvanlige Sorg blev jeg meget bevæ¬
get: Jeg begav mig til mit Qvarteer, og bad Verten, at
han vilde giøre mig Selskab denne Aften over, og være saa
god, at give mig nærmere Efterretning om denne afdøde Møl¬
ler. Han tilsagde mig det, og ortalte mig følgende Histo¬
rie, som jeg, saa vidt jeg kan erindre, vil fortælle for mine
Læsere igien med Mandens egne Ord:
Min Herre! sagde Værten: Fader Walther! saaledes
hedde Manden, som nu effen er bleven begravet, han var
vel ikkun en Møller, men desuden en gandske overordentlig
Mand. De tre merkværdigste Ting hos ham vare; Lydighed
imod hans Forældre, hans store Flittighed, og hans Kiær¬
lighed til de Fattige.
Denne Jorgen Walther var en Grund: ærlig Mands
ældste Søn, som havde forpagtet Værts=Huuset her paa Ste,
det, og desuden handlede med Heste. Han var alt for ærlig
til at fortiene meget derpaa, eller at blive riig derved. Han
havde to Sønner, Jørgen og Wilhelm, af hvilke den før¬
ste i Dag er bleven begravet. Wilhelm var hans Forældres
kiæreste Barn; men han var en puur Døgenigt, som kostede
sin Fader mangen blank Daler, og hans Moder mange tusin¬
de Taare. Jørgen var altid et godt Barn.
