111
Min kiære Hr. Klokker! antager J ogsaa Fremmede til
Borgere?
Jkke gierne, uden at nogen fremviser Berømmelse og go¬
de Vidnesbyrd, fra fromme Borgere. Dog havde for nogle
Aar siden en indsneget sig, som lovede at giøre Staden store Tie¬
nester; men da han havde sat sig fast, foraarsagede han ikkun
Jndvaanerne Skade og Fortred. Det gik med ham ligesom
Poeten fortæller i Fabelen;
Skaden.
To Skader, Han og Hun, udsøgte Plads til Rede;
Men saasom hvert et Træe ey gierne vil tilstæde,
At huuse Skaderne. Saa Kirsebærets Træ
Det maatte holde her, og unde dennem Læ.
De bade: Lad os dog i dig vor Reede sætte!
Ney, sagde Træet først, jeg tiener ey i dette.
De bade nok en gang: Ach kiære! hør vor Bøn!
For saadan Kierlighed vi byder Tak til Løn.
At passe paa din Frugt, vi ydermeere love,
Saa ingen mindste Bær at stiæle bort skal vove.
Min Kone græder; see! hun fælder Taar i Taar.
Bønhør os denne gang, og tag os an i Aar!
Ja, Træet svarede: Jeg vil det da tillade;
Men holder troelig Ord, afværger Vold og Skade!
Bortjager Røverne! gaaer, bygger, hekker heri
Er J ey dydige, vort Venskab ude er.
Derpaa de lagde Æg, og just i trende Uger,
Af samme lykkelig en Yngel sig udruger,
Som ud af Skallen krøb. Hvert Bær nu modent var;
Hver Green den bugnede af Mængden, som den bar.
Her var et Fraadserie den heele Dag igiennem.
De beste Kirsebær slug Skaderne i dennem.
De Unge lige saa. De Gamle fløye ud,
Og bøde andre fleer til dette Giestebud.
En flygtig Spurre=Hær, som levede af Bytte,
Om Træet| sværmede, og førte sig til Nytte,
