112
Alt hvad der var at faae, i fjorten Dages Tiid.
Dem taalte Skaderne. Hver giorde nu sin Fliid
For saadant Røverie af Skader og af Spurre,
Det arme Træ tilsidst begyndte høyt at knurre.
Er dette ald den Tak jeg for min Møye faaer?
O see, hvor Løfter dog i blotte Ord bestaaer.
Skadinden raabte: hør! nu maae du os fordrage,
Vi fra vort Huus saa snart ey ville Afskeed tage.
Og det desuden dig jo lige meget er,
Hvo der fortære vil de skiønne Kirsebær.
For Resten mine Smaae antager dem med Glæde.
Du bærer jo din Frugt, for andre den skal æde.
Tænk, Sommeren er lang. Her har vi Huus og Hiem.
Nu at forjage os; den Gierning var for slem.
Du rakte os jo selv til Tieneste to Greene,
Hvorpaa vi byggede. Vi derfor skulde meene,
Vi har Forlov at boe. Hvi tog du os hertil?
Tænk, Skaderne for dig ey Narre være vil.
O, raabte Træet høyt: Er det sit Ord at holde?
J Løfter bryde tør, fordømte falske Knolde!
Jeg Eder hialp af Nød; men Skam til Takke faaer,
Fordi J Friehed fik, at boe hos mig i Aar.
En Utaknemmelig er blant de Laste-fulde
Den Allergroveste, som nogen nævne kan.
Dens Navn blant Mennesker med Ret ey nævnes skulde,
Som ey vil takke den, hans Nød sig tager an.
P. S. Spionen var forrige Uge syg, og overlod en anden Cor¬
recturen af det sidste Blad. Denne var saa høflig, og
saae igiennem Fingrene med disse 3 Trykfeyl i den sidste
Linie; Man beder altsaa hermed, at de vil behage at læse:
Horat. -- Satis est eqvitem mihi plaudere.
