Spionen.
No. XV.
J¬
eg kan jo ikke forbyde at slibe Forstørelses Glas; thi mult
Ansigt seer alt for magert ud dertil. Jeg er ogsaa for¬
skrækkelig mager. Endeel vil endogsaa dømme mig fra For¬
nuften derover, men alligevel seer jeg igiennem mit Perspee¬
tiv: at den kiære Soel skinner lige saa vel paa et tørt, som
fedt Land, og at der voxer lige saa vel sunde Urter paa Klipper¬
ne, som kunde tiene til at vedligeholde Menneskenes Sundhed.
Det er høyst ubilligt, at man kaster Foragt paa de magre An¬
sigter; med Hovedets indvortes tomme Væsen maa Verden spø¬
ge ligesom den vil. At jeg og mit Ansigt ere et Par magre
Naboer, det kommer maaskee deraf, at vi ere opvoxne paa smaa
feede Mist=Beeder med Vindver over. Men jeg kan dog ikke
sige det til visse.
J disse Tanker gik jeg forgangen Onsdag ud af Byen,
efter at jeg havde taget Afskeed fra Klokkeren, igiennem en
Skov. J veed, at Veyen til Wurmstad løber igiennem Sko¬
ven over Bierget. Da jeg satte mig ned oven paa Bierget,
for at hvile mig, saa kunde jeg igiennem mit Perspectiv liv¬
agtig see de omliggende Stæder, Byer, Marker, ja end yder¬
meere de mindste Fugle. Det var meget forskrekkeligt at see
paa, hvorledes endeel store Fugle bede omkring sig i Luften paa
en grusom Maade, og jagede hinanden fra en Klippe til en an¬
den, og fra et Træe til et andet; de bede saaledes paa hveran¬
dre, at Fierene fløye mig ned omkring Ørene. De giorde de
andre smaa uskyldige Fugle bange, af hvis Skrig jeg mærkede,
at de tænkte, at deres Undergang var nu for Haanden. Disse
bedrøvede Omstændigheder betragtede jeg over en Time. Til¬
sidst bleve de store Fugle trætte; hver satte sig paa sit Træ, og
betragtede sig selv og sin Rede. Reden var forstyrret og øde¬
lagt; og Fierene vare ruskede af dem. Hvad for en Fordeel
