130
vending og Løfte af et Ægteskab. Hendes Bedrager for¬
glemte, inden kort Tiid, alle de Eder og Forpligtelser, som
han havde giort, og forlod hende. Nu overlagde hun alvor¬
lig hendes forhen førte Levemaade, og saae paa alle Kanter
intet uden Fortvivlelse, Kummer og Elendighed.
Da hun saaledes daglig kom meer og meer i Erfaring
om hendes elændige Tilstand, saa formindskedes ogsaa Dy¬
dens Tanker hos hende. Frygt for Hunger og Mangel brag¬
te hende til de allernedrigste Ondskabs Gierninger. Med
saa Ord: hun bød hendes Ære, om man endnu ogsaa kand
kalde det saaledes, til fals for Penge.
J saadan ulyksalig Tilstand befandt hun sig, da Poli¬
dør, som endnu intet havde hørt om sin Søsters Ulykke,
kom tilbage fra Frankerig. Han kom den første Aften efter
hans Ankomst, i Selskab med nogle Herrer, som han hav¬
de lært at kiende Udenlands. Selskabet og Viinen opmun¬
trede Polidor, at han gav dem sit Minde til, at følge med
dem til deres berømte Senge=Søsters Vaaning. Han blev
saa i Lyste, at han ydermeere besluttede at blive hos hende
følgende Nat. Denne Ugudelige var til Ulykke hans Søster.
Den lange Fraværelse forhindrede begge, at erindre sig hver¬
andres Lineamenter, hvortil paa Polidors Side endogsaa
kom dette, at han holdt det for en Umuelighed, at skulde finde
sin Søster paa saadant et Sted, hvoraf efter hans Dom, det
blotte Navn endogsaa var skammeligt.
Himel! hvor blev han ikke forskrekket om Morgenen, da
han blev en Ring vaer paa hendes Finger, som han tilforn
havde sendt sin Søster hiem til Foræring. Han greb fat
paa hendes Haand, og spurgte i en Hast, hvor hun havde faaet
den Ring? Hun svarede, at det var en Foræring fra hen¬
des Broder, som opholdt sig i Frankerig. Hun bar samme
til en Jhukommelse, omendskiønt hun alligevel havde vigtige
Aarsager til, aldrig at bære den meere.
