131
De saae alvorlig paa hinanden, og kiendte deres Slegt¬
skab, hvorover de begge falt ned i Afmagt. Polidor kom
først til sig selv igien, og giorde sin Søster i hendes elendige
Tilstand ald muelig Hielp. Derpaa gik han hiem, uden at
tale et eneste Ord meere til hende. Da han var kommen til
sin Bolig, havde Byrden af de alvorligste Overleggelser bleven
ham saa besværlig, at den i nogle Dage berøvede ham For¬
standen. Lægerne vare ikke i Stand til at hielpe ham til rette
igien; han blev saa længe i Raseriet, indtil hans Kræfter
vare ham berøvede, og der reyste sig en Forvirring og Assin¬
dighed deraf, hvorover hans Forældre maatte lade ham forva¬
re paa et færdeles Sted, hvor han indtil denne Tiid bærer
sin Elændighed uden Følelse.
Søsteren fik denne Omstændighed at viide; hun tog en
Karos og kiørte uden for Staden, hvor hun styrtede sig i et
bredt og dybt Vand; men hendes Forsæt blev ikke fuldkom
men udført, siden nogle Mandspersoner i en Hast formedelst
en Baad fik hende levende til Lands, da de derefter bragte
hende her ind i Arresthuuset, hvor hun siden efter af Øv¬
righeden er bleven dømt til at blive siddende i ævigt Fængsel.
Da Arrestforvareren havde endt sin Fortælling, sagde
Hr. Cantorius: Det er Skade, at det stakkels Menneske
skal sidde her; hun seer meget got ud; hun havde endnu kun¬
det være mangen en til Tienneste. Saadanne Folk kan ikke
vel undværes i en Folkerig Stad, naar man vil have Fred i
sit eget Huus. Hvor ofte forfører ikke de, hvis Omstændig¬
heder forbyder dem at gifte sig, ey allene Konerne men endog
Døttrene til skammelige Gierninger? hvor mange Ægtestands
Forpagtere gaaer ikke skammeligt uden for Veyen baade med
gifte og Ugifte Fruentimmer? Hvor| fortrædeligt er der ikke
for en Søn, at høre paa en gierrig og hovmodig Faders For¬
maninger, naar Faderen forbyder Sønnen at gifte sig, under
