132
Straf at giøres arveløs, og ikke før vil tillade ham at træde
i Ægteskab, førend han vil indlade sig med en rig Jomfrue,
om hun end seer ud, som en Pavianinde, eller ogsaa med en
rig gammel Enke. Vil en rig Jomfrue ogsaa altid ægte den¬
ne egensindige Mands Søn? Skulde Sønnen ogsaa altid
kunde komme til rette med Enken? Mon han ikke vil synde i¬
mod Landets Love, om han bliver giftet med den Gamle.
Jeg sagde derpaa til Hr. Cantorius og til Arrestforva¬
reren: O, hvor høyt maa man skattere en velartet Datter,
naar vi ikkun mærke, at der i os allesammen ligger Anledning
til ligesaa mange Misgierninger, som i denne Arrestantinde,
ja ligesaa megen Anledning, som ti saadanne kunde begaae.
Denne Dom synes maaskee vel haard, men ved nøyere Be¬
tragning er den det ikke. Lader os engang see, hvorledes
denne Synderinde Tiid efter anden er afviiget fra Dyden,
og tilsidst faldet i de største Misgierninger.
Hendes Forældre havde opdraget hende vel; den Opdra¬
gelse, og hendes Legemlige Egenskaber giorde en Bedrager
forelsket i hende. Hendes Forældre saae derved igiennem Fin¬
gre med hende, og den Ulyksalige begyndte at finde Behag i
den Nederdrægtiges hyklende og listige Snak. Hvor mange
af os ere ikke i lige saadanne Omstændigheder? En god Opdra¬
gelse, en vittig Anførsel, et deyligt Ansigt, en hyklende Lieb¬
habgt! seer vi ikke dette hver Dag? Det er en stor Lykke, naar
Liebhaberne gaaer vaerlig til Verks, og naar Forældrenepasse
meere paa en Datters Opførsel, end paa en Søns. De sidste,
som allereede ere blevne narrede ved tusinde Bedragerier, ere
vel ofte en Tiid lang forblindede af deres Passioner; men de
komme dog tilsidst til sig selv igien. Men Fruentimmerne
derimod saasnart de giøre det ringeste falske Trin, ere de u¬
igienkaldelig forlorne Skulde man spørge Forældre ad, hvorledes
denne Ulykke kan forebygges? Saa skulde endeel trække paa Skul¬
