136
hans Meriters Skyld skulde faae en Tienneste; men han fant
imod ald Formodning ikke en eneste Patron, som med Alvor¬
lighed tog sig af hans Ansøgning. Der gik nogle Aar forbi,
og med faa Ord, denne duelige Mand fik intet. Endelig o¬
vergav han sig, som de fleeste pleye at giøre, der ingen Be¬
fordring kunde opnaae, til Fortvivlelse; han giftede sig med
et ungt deyligt Fruentimmer. Gun er nu død; altsaa kan
jeg vel fortælle det.) Hun var, efter hans Mening, ikke alt
for troe imod hendes Mand. Han derimod, den nu værende
Monfr. Langskieg, blev ordentlig fortrydelig derover, og vil¬
de nogle gange ved Prygl venne hende af fra denne Uorden;
men Sagen blev derved ikkun alvorligere; hun havde (her
beed Arrestforvareren sig i Fingrene)----- Fornemme--- --
Forstaaer J mig? ----- hvad var herved at giøre? Tingen
blev daglig verre og verre. En Aften, da han kom meget sil¬
dig hiem, var Stuedøren og Kammerdøren lukket til; to
Betientere hindrede ham fra at komme ind. Da han ikke
kunde trænge sig igiennem, forføyede han sig til hans Nabo¬
er, og bad, at de vilde staae ham bi i en retfærdig Sag;
han fortalte dem ogsaa Omstændighederne. Den ene Naboe
var og saa ærlig, at han tillige med hans to Svenne fulgte
med ham. Da de kom i Huuset, saae de ikke et eneste Frem¬
met Menneske. Stue= og Kammer=Dørrene vare aabne; Ko¬
nen faldt Manden om Halsen, kyste ham, og var den venlig¬
ste iblant alle Koner. Manden giorde hende adskillige Bebrey¬
delser; Konen sagde dem imod med den sædvanlige Høflighed,
at endogsaa Naboen ydermeere skielte ham for en Nar, og gik
sin Vey med Svennene. Neppe vare disse borte, førend Man¬
den begyndte at synge i hans forrige Tone, og tractere Konen
med mange slette Titler, og endelig med Hug. Konen giorde
Allarm i Huuset, løb ud paa Gaden, og endelig hen til Dom¬
meren, som lagde Process an imod Manden, og lod ham sæt¬
te herind. Her har han nu siddet i 16 Aar, og ernærer sig
for nærværende Tiid af, at informere. Han indformerer endeel
unge Herrer i adskillige Slags Spil. Han lærer dem, at om¬
gaaes færdigt baade med Kort og Tærninger, og viiser dem
alle de Fordeele, som en Spillere skal og bør viide, saafremt
han ikke vil spille til sin egen Skade. Han er for Resten
en meget from Mand, som giør sin Bøn Morgen og Aften
og den øvrige Tiid af Dagen troelig og flittig i alle Slags Spill
underviiser de unge Herrer, som ville med Ære igiennem Vex¬
den, og lærer dem meget behændigt at omvexle Tærningerne.
