139
medelst hans giennemtrængende sterke og levende Indbildnings
Kraft, og anfører ham til utilladelige Forlystelser, førend For¬
nuften kommer i Stand til at komme ham til Hielp. Saa¬
dan et Menneske Synder, da han har den største Leylighed til
at forbedre sig; han synder imod Gud, imod sig selv imod si¬
ne Venner og imod sit Fæderneland, som allesammen fordre
af ham, at han skulde bruge sine Gaver bedre. Han er den
elændigste iblant alle Mennesker. Han giør stedse det, som
han selv laster og forkaster." Han har ingen Fornøyelse,
hvorved han jo finder Samvittigheds Nag.
Maaskee jeg taler endnu alt for lemfældig om dette Slags
Mennesker; men jeg maae igientage det nok en gang: jeg an¬
seer dem for de allerynkværdigste paa Jorden. Et Menneske,
som har Pine af Steen, Jgt, og Podagra, er, efter alle
Forstandiges Dom langt fra ikke saa elændig, som det Men¬
neske der synder og fortryder det, og naar han har fortrydt
det, synder paa nye igien.
Det er ogsaa at beklage, at vi see mange Døgenigter,
der lader til at være det, som vi kalde Petit Maitre. Men
de ere dog ikke, uden en ret Petit Maitres Aber og Efterlig¬
nere, og man veed i Sandhed, at en Last, som bliver efter¬
abet, er den allerfortrædeligste.
Jngen Nar er meere modbydelig end den, som af Na¬
turen er alvorlig og beskeden, men dog alligevel med Magt
vil agere Petit Maitre, og derhos holder sig selv for at være
fornuftig. Men Feylen herved, som hænger ved de fleeste
Mennesker, er denne: at de ville være det som de ikke ere; at
de har Afskye for en Opførsel, som kunde skaffe dem bifald og
Ære, og derimod lade sig see i saadan en Opførsel, som de¬
res heele Lives Tiid anstaaer dem ilde, og hvorudi de aldrig
bringer det til nogen Fuldkommenhed.
Paa disse Grunde beklager jeg, iblant alle dem jeg kien¬
der, snart ingen merre, end Hr. - - - -- (en anden Gang
