142
Sag spurgt sin gode Ven Capitain Smarre til Raads, men
ikke fulgt hans Forslag. Derover sendte Capitainen Lieu¬
tenant Biørnholm (en god Slags=Broder i sin Tiid) hen til
Cornetten. Lientenanten spurgte ikke om nogen Aarsag til
Klammeriet; thi det var den Tiid ikke Mode iblant Slags¬
Brødrene; men han tog to lige lange Kaarder, hvormed
han opvartede Cornetten, og bad ham, at udvælge sig en af
dem, og dermed gaae til sin gode Ven Capitain Smarre.
Cornetten kom med sin Ven paa Kamppladsen; de trakte de¬
res Klæder og Skoe af, hvormed de viiste, at alting skulde
gaae ærligt til, efter den da brugelige Mode. Secundanter¬
ne stode meget roelige, og saae den gode Orden, i hvilken det
gik til. Men da Kaarderne den gang vare meget lange, og
disse to Scundantere befandt sig begge i god Forsvars Stand,
og det desuden samme Gang var en meget kold Morgen; saa
bad Lientenant Biørnholm den anden Secundant, som ogsaa
var en god Slags=Broder, at han for at opvarme ham, skulde sø¬
ge, at bringe ham nogle Stød til, indtil Hoved Personerne
havde afgiørt deres Sag. Dette indgik Secundanten, og
stak Lientenanten igiennem Livet; derpaa løb han til Hoved
Personerne og skildte dem ad, uden at nogen af dem havde
tilføyet hverandre den mindste Skade. Derefter blev det til
en Mode, at Secundanterne skulde slaaes tillige. Mange
holdt for, at det giorde Skaar i deres Ære, dersom de ikke,
saasnart nogen af deres Venner var raget i nogen saadan Han¬
del, strax tilbøde sig at ville være Secundanter, og saaledes
kunde der paa hver Side ofte komme et Dosin til at slaaes.
Engang var det ogsaa Mode, at saasnart en i Partiet
var saaret eller dræbt, blev det heele Partie anseet for at
pære overvundet. Denne Mode holdt heller ikke længe Stik;
men de Meestbehiertede holdt det for en større Ære, al¬
deeles ikke at slaaes.
