Spionen.
No. XIX.
D¬
a vi havde gaaet igiennem denne lange Gade, mødte os
en meget tyk Mand med en trelokket Paryk paa. Han
tog Hatten af, trykte mig i Haanden, og sagde med en me
get ydmyg Miine til mig: Saa har jeg den uformodentlige
Ære at giøre min Hr. Patron min Opvartning paa dette
Sted? deres Ugeblad hover mig! -- - - - -
Hvilken forbandet Omstændighed, tænkte jeg.
Man roser deres Ugeblad. Jeg beklager ikkun, at jeg
ikke har faaet det under min Presse.
Hvad, hvad, hvad for et Ugeblad, spurgte Cantorius.
O, det er et Ugeblad, sagde jeg: om, om smaa Ting,
om forlibte Jndfald, om Pandurer, Cosacker, og deslige,
som Danserne bruge.
Saa, sagde Cantorius: jeg tænkte det var Spionen.
O ney, Hr. Cantorius! (jeg blinkede ad den anden,
og han forstod mig. Saa nær havde jeg blevet forraadet, at
jeg var Spionen.
Bogtrykkeren var ogsaa saa vittig, at han paa Timen
tog Afskeed fra os. Jeg krummede mig, som en Kat, og
var glad over, at han var saa høflig og holdt op med sin Snak.
Da han var borte, sagde Cantorius veed J hvem det var?
Ney!
Det var vor Bogtrykker. Men, det er en Bedragersk
Mand: Han er meere skadelig end nyttig, for vor Stad og
heele Landet.
Hvorfor, spurgte jeg: en Bogtrykker er umistelig i et
Land paa nærværende Tiid, og det var at ønske, at vi fra
Anno 1, efter Verdens Skabelse, havde havt Bogtrykkerier,
saa skulde ikke saa meget Urimeligt bindes os paa Ær¬
met; i det mindste skulde vi hist og her finde en deel Poster
fra gamle Tider af imodsagte:
Det nægter jeg ikke Hr. Cantorius! men hvorfor
skielder J denne tykke Mand for en Bedrager? hvorfor kalder
J ham en, som giør Landet Skade.
Det skal jeg sige Eder, min Herre! Vore lærde Mænd,
vore vittige Hoveder kunde langt før forskaffe vore Jndbyggere
fornuftige Skrifter at læse, de kunde underholde Publicum
med vittige Bøger ligesaa vel som andre Nationer. Men
