147
set en Bogtrykker just paa samme Maade, som J nu fortæl¬
ler. Det stod ogsaa for 3 Aar siden i vore Aviser, at man
i nogle Dage efter hverandre havde hengt en Bager op i en
Kurv paa Broen i Prag, fordi han havde baget Brødet for
smaat. Det maae see lystigt ud! Da vi under denne Sam¬
tale kom til en Allee, hvor St. Pauls Kirke stod ved Enden,
mødte Folk os, som havde været i Aftenbøn. Her kom en
Mand imod os, hvis Alder omtrent var 40 Aar. Han saae
meget munter ud. Han hilsede os med en venlig Miine.
Hvor gaaer J hen Hr. Cantorius? Maae jeg giøre Eder
Selskab? Jeg og denne Herre, svarede Cantorius; ville
giøre os en Fornøyelse af at følge med Dem, hvorhen de be¬
hager. Behager Eder, saa vil vi gaae uden for Porten i
Bergmanns vakkre Hauge. Vi ere desuden ikke langt fra
Porten. Vi gik derhen. Jeg holdt denne Mand i Først¬
ningen for en Atheist, og tvivlede om, at han havde været
i Bøn; hans muntre og venlige Væsen bragte mig paa den
Mistanke.
Hvor let kan man ikke tage feyl, og ansee en munter
Mand for en Frietænker, og en som hænger med Hovedet for
en Gudfrygtig? Men man bedrager sig som oftest.
Da vi vare komne uden for Staden, spurgte Cantori¬
us ham, om han i Dag havde arbeydet flittig.
Ja gandske flittig, svarede Ambrosius. Jeg begyndte i
Morges Kl. 6, og har arbeydet indtil Bønnen begyndte,
som jeg bivaanede. Derpaa satte jeg mig for, at gaae her¬
hid. Dette er mine daglige Forretninger, naar jeg er frisk,
og jeg er overbeviist om, at jeg skal giøre dette. Jeg er der¬
til skabt. Den første Forestilling som jeg fra min Barndom,
af har giort mig om det høyeste Væsen, har stedse bestaaet
derudi, at jeg allene er til, for at være lykkelig. Jeg er ikke
i Stand til at fortælle Eder alt det, som jeg mange Tiider
seer for mig, naar jeg i Stilhed overveyer og betænker det
Menneskelige Liv. Jeg er bleven født og kommen til Verden
uden at vide det. J min Barndom er jeg forunderlig og lyk¬
kelig bleven beskiermet i de allerfarligste Omstændigheder og
Tilfælde, ved de Aanders Beskiermelse, som efter Skriftens
Udsigende ere skabte til at vogte os. Min Fornuft er bestan¬
dig. Det Guddommelige Forsyn gav mig en troe Medhielp.
Mine Born ere friske og give mig det beste Haab. Gud har
over mine Tanker rigelig velsignet mig i min Næring, saa
