151
os. Han foragter os, og i visse Maader har han Ret. Man
betragte engang Jøderne paa deres Sabbath. Er deres Stats
til denne Tiid ikke overordentlig rigelig? Seer man ikke Roe¬
ligheden i deres Ansigter? Dette kan en om Søndagen aagren¬
De see ikkun paa os af
de Christen ikke giøre dem efter.
Medlidenhed. Vi Christne opsætte mange Raserier til om
Søndagen. Carosserne ere overmaade dyre om Søndagen,
og dette er efter mine Tanker Beviis paa Syndernes, Mæng¬
de, som vanhellige Sabbathen.
Mine Herrer! jeg har ikkun sagt det, som vi allerede
alle vide. Eders Dom forandrer mig ikke. Naar jeg bliver
ved Sandheden, saa vil jeg altid være vel tilfreds. Det er
min Beslutning.
J det samme kom vi ind i Bergmanns Have. Cantori¬
us var meget tørstig. Han spurgte: Hvad skulle vi drikke?
Øll?
Vi saae paa hverandre .
O, hvor havde vi for 30 Aar siden sundt og velsmagen¬
de Øll! Men efterat vi leve i de Tider, da de brændende Mi¬
neralier i vor Jordklode bryde ud med Jordskielv og Knagen,
hvorved mange Lande har lidt meget, saa er det intet Under,
at Vandet har ogsaa faaet en anden Smag, og er snare ble¬
ven udueligt til at brygge Øll af. J endeel Stæder har Sund¬
heds Brøndene efter Lissabons Brand forbedret sig. Der ere
Brønde opkomne, hvor der tilforn stod et Ceder=Træ. Der ere
blevne Guldgruber opdagede, hvor der tilforn laae et ubevægeligt
Field eller Klippe. Hvo veed, om vi ikke ogsaa kan opdage noget?
Her blive vi staaende og moralisere, sagde Cantorius,
og jeg er dog saa tørstig, som en forjaget Hiort. J kan hø¬
re det paa mit Maal.
Nu, Øll?
Ney, før en god Drik Vand. Her er meget deyligt Vand i
denne Hauge. See engang!---- der! der vælder det ud af Bierget!
God Dag Hr. Bergmann.
Vær saa god, og lad os faae en Flaske Viin, en Flaske
Vand, nogle Citroner og noget Sukker herud.
Behager de gode Herrer ikke at drikke Bryhahn?
Den forrige Sommer drak
Denne Sommer ikke.
jeg hver Dag Bryhahn, sagde Cantorius; Thi det er en
