158
ge imod ham med et Kys. De spørge ikke engang om, hvad
han vil drikke, de viide det allerede, det er rød Viin. Den¬
ne velklædte, denne Fornuftige, denne Elskværdige, havde
for 3 Uger siden Bryllup med en meget artig og from Bor¬
ger Datter. Jblant andre Bryllups Giester, var der en
Møller Kone, en Parykmager Kone, en Skrædder Kone og
en Skomager Kone til Brylluppet. Under Vielsen faldt ufor¬
modentlig Parykmager Konen i en Slags Afmagt; Dette for¬
aarfagede en temmelig Uorden hos de Tilstædeværende, og O¬
rator maatte toe gange holde op med sin Tale, hvoraf baade
Brudgom og Brud strax spaaede sig en Uorden i deres Ægte¬
skab. Man fik endelig den besvimmede til rette igien, men
hun forlangte at man skulde hielpe hende i hendes Vogn, og
lade hende kiøre hiem. Det skeede ogsaa. Men da Vielsen
var forbie, og Bedemanden inviterede Bryllups Giesterne at
sætte sig til Bordet, (mine Læsere maae tillade mig det Ord
inviterede efterdi Bedemanden kaldte det saaledes.) saa satte
Møller Konen sig paa en Stol, som stod tet hos hende.
Hvad fattedes hun? Kan en Bedemand viide alle Menne¬
skers Tanker? det er ham umueligt at vide; omendskiønt
han var saa øvet i sin Videnskab, at han kunde see paa
Bryllups Giesternes Øyen, om de vare tørstige, saa er det
endda langt fra, at han kan see dem ind i Hiertet.
Møllerkonen satte sig paa en Stoel. Hendes Øyen
betragtede hendes Skoe, som hun med udstrakte Lænder stak
frem under det runde Fiskebeensskiørt. Den fromme og høf¬
lige Bedemand, med sin Veltalenhed vilde overtale hende,
til at forlade denne Stoel, som hun havde sat sig paa, spild¬
te ald sin Talekunst; han udrettede ikke meere med sin ziirli¬
ge Tale hos hende, end om han vilde have raabt en Død
udaf Graven. Hun blev siddende. Hendes Øyen funklede.
Hendes Pæretræe=Vifte bevægedes. Hun rynkede Panden.
Hun snerpede Munden sammen, og giorde den baade spids og
lang. Man kunde see det paa hendes Kinder, et hun beed
Tænderne sammen. Hendes Aarer omkring Halsen skielvede
og zittrede ligesom til veds med hendes Hænder og Knæer,
som man kunde mærke af det, at hendes Klæder rystede. Den
gode Kone kunde ikke faae et eneste Ord frem. Hvad skulde
man giøre? Jngen vidste hvad hun feylede, og hun vilde
heller ikke aabenbare hendes Anliggende for nogen. Brud¬
gommen og Bruden med endeel andre havde allerede taget
