162.
Weysenhuuset, dersom ikke hendes Faster havde taget sig hen¬
de an, siden hun ikke vilde have, at nogen af hendes Familie
skulde bære Weysenhuus Liberiet. Hun holdt det for en
stor Skam. Men dog havde Mariane ikkun faaet en slet Op¬
tugtelse, dersom hun ikke af Naturen havde været begavet
med saa hærlige Egenskaber, som andre ikkun ved megen Flid
og Arbeyde kan opnaae, og hun skulde ellers aldrig kunde ha¬
ve overstaaet de hende forestaaende uhældige Tilfælde. Hun
var uden Regler og Formaninger dog fudkommen henvendt til
at frygte Gud, og overlod sig aldeeles til hans behagelige
Villie. Hun var uden Underviisning i de sædvanlige Høflig¬
heds Beviisninger, gandske munter og veltalende, saa at det
behagede enhver. Hun holdt Taalmodighed og Ydmyghed for
de eneste Midler til at bære og taale hendes Lidelse. Hun
fandt ved Overlæggelse, at en Fattig er just ikke altid elændig,
ligesaa lidet som en Rig er altid Lyksalig. Hvad hendes Per¬
son angaaer, da var hun af middelmaadig Størrelse, og om¬
endskiønt hun ikke kunde holdes for nogen fuldkommen Skiøn¬
hed, saa var hnn dog elskværdigst.
Et ungt Menneske som jeg her vil kalde Sylvius, der
var meget rig, og ligesaa deylig som Mariane, blev overmaa¬
de indtaget af hende, og da han ofte kom til Marianes Fa¬
ster, saa magede han det saaledes, at han kunde komme til
at tale med Mariane; han smigrede for sig selv, i betragt¬
ning af hans bestandige Lykke hos Fruentimmeret, at han og¬
saa snart skulde blive Mester over Marianes Dyd.
Denne uskyldige Pige som vidste af intet Bedragerie,
eller nogen Svig at sige, fandt en stor Fornøyelse i at høre
paa de Ting, som Sylvius daglig snakkede forlhende. Hun hav¬
de ikke den allerringeste Mistanke; hun holdt ham for et me¬
get dydigt Menneske, og af den Aarsag tog hendes Bevaagen¬
hed daglig til. En Aften, da hun var allene hiemme, begyn¬
dte Sylvius at tage sig nogle smaa Friheder, hvorover hun
