165
Mariane begav sig altsaa med største Rolighed ud paa
det Menneskelige Ondskabs farlige Hav, uden at være bange
for den ringeste Storm. Hun saae ikke de Klipper, som vil¬
de giøre Indgangen til Roligheds og Lyksaligheds Havn,
meget besværlig for hende. Hun manglede Ersaring til at
mærke den Storm som trakte sig sammen over hendes Hoved,
og som var færdig at bryde løs paa hende.
Sylvius var en Bedrager; han var ikke sindet at holde
det allerringeste. Et stort Skarn, som var hans Ven, fore¬
stillede Præsten, og hans Tienner iførte sig en prægtig Klæd¬
ning, og skulde være Vidne ved denne ugudelige Vielse. Viel¬
sen blev fuldendet, og hun kunde ikke fatte den ringeste Mis¬
tanke, at man omgikkes hende saa forrædersk.
Efter Brylluppet levede Mariane eenlig, roelig og for¬
nøyet. Hun fattedes ingen Ting; Sylvius var desuden daglig
nogle Timer hos hende, og hun elskede ham hiertelig. Men
denne gyldne Tiid varede ikke længe. Da han havde mættet
sin Begierlighed, reyste han ud paa Landet; han bildte hende ind,
at han for hans Forretningers Skyld maatte reyse. Hun vid¬
ste nok, at han undertiden havde at bestille paa Landet, men
dog faldt denne hans Fraværelse hende næsten utaalelig. Da
han tog Afskerd, kyste han hende med det optænkeligste Hyklerie
og lovede, at han vilde komme saa hastig tilbage igien, som
mueligt var. Kort efter hans Bortreyse mærkede hun at hun
var frugtsommelig, hvoraf hun forhen intet havde vidst. Det¬
te berettede hun ham, og det paa den aftalte Maade under
sremmet Navn. Hun fik Svar fra ham, at hun ikke skulde
giøre sig den ringeste Sorg eller Bekymring derover, men
han meldte aldrig et Ord om den Glæde, som saa lyksalig en
Elsker pleyer at udvise, naar en ærlig og tilladelig Kierlighed
giør ham saa lykkelig, at han faaer Tittel af Fader. Hun blev
vel noget uroelig derover, men den største Fortroelighed til
hans Kierlighed og Redelighed fordrev strax igien ald hendes
Sorg. Omtrent 4 Maaneder derefter kom han tilbage igien,
men hans Nærværelse betog hende den Rolighed som hun hav¬
de havt imedens han var borte. Han smigrede nok, men Ma¬
riane mærkede alligevel, at hans Væsen var gandske tvunget,
og at han ikkun giorde sig Umag for at skiule hans Koldsindig¬
hed. Der var ikke længer det spillende og levende Fyrige i hans
Øyne, som tilforn udtrykte hans heftige Kierlighed. Hans
Besøgelser vare meget kortere end forhen; han havde stedse
