166
noget vigtigt at bestille; han havde ingen Roe paa sig.
Og naar hun begyndte at tale til ham om de Omstændig¬
heder, hvorudi hun befandt sig, og beklagede at et Barn,
som dog var ærligt avlet, skulde ved sin første Ankomst til Ver¬
den, ansees som en Frugt af Skiendsel og Vanære; saa loe
han ad hendes Romanske Jndfald, som han kaldte hendes
Kummer, og sagde, at han langt fra havde troet, at hun
skulde have nogen Aarsage til at besvære sig, da hans offent¬
lige Tilstaaelse, at hun var hans Kone, skulde med Tiden
giøre alting got.
Mariane vidste dette ligesaa got, som han, og havde
ofte anseet dette som den eneste Trøst; hun beklagede sig alt¬
saa ikke meer derover for ham, men brugte ald øm Opførsel
imod ham, uden at lade ham mærke den ringeste Mistanke
Men hvor stor hendes hemmelige
om hans Koldsindighed.
Sorg har været ved den Leylighed, kand ingen uden Fruentim¬
mer sige, som har befundet sig i ligesaadanne Omstændigheder.
Sylvius var aldeles ikke til sinds at udforske hendes
Tanker, han var vel tilfreds, at hun allene ikke giorde ham
nogle Bebreydelser. Denne Koldsindige Opførsel reyste sig
af en Kierlighed, som han havde fattet til et Fruentimmer
paa Landet. Denne nye Kierlighed havde forringet aldt Ma¬
rianes indtagende Væsen, og hun kunde ikke faae den forrige
Tilbøyelighed oplivet igien. Da han tog Afskeed; befalede
han Mariane, at hun ikke skulde skrive ham til, førend hun
havde faaet Efterretning fra ham, siden han efter hans Fore¬
givende, skulde i vigtige Ærender reyse omkring i Provint¬
serne, og altsaa ikke kunde paa en Tiidlang vist bestemme sit
Opholds Sted. Denne Opdigtelse, i hvor falsk den end var,
tog dog Mariane an for en himmelfast Sandhed; og om¬
endskiønt hun beklagede Forliisen af hendes eneste Fornøy¬
else, at see sin Mand hos sig, saa knurrede hun dog ikke
imod denne Defaling.
Der forløb mange Uger, uden at hun havde faaet en
Linie, og da hendes Forløsning immer stundede nærmere til
blev hun overmaade hekymret. Men, hvor formeredes ikke
hendes Sorg, da Verten i Huuset, som stedss havde holdt
hende for en liderlig letfærdig Qvind, forkyndede hende, at
hun skulde forlade hans Huus, efterdi Naboelauget allerede
harde Mistauke for hendes Opholds Skyld hos ham, og hans
