Spionen.
No. XXII.
Fortsættelse af Marianes Historie.
P¬
igen, som gik Ærendet, kunde ikke uden Graad see en
Person, for hvilken hun havde saa stor Høyagtelse, i
saadan Elændighed. Hun gav Mariane alt det hun eyede,
som var net op 5 Mk. Mariane tog med Ydmyghed deri¬
mod, som kom oveteens med hendes Stand, og lovede inden
kort Tiid rigelig at giengielde det.
Mariane gik derpaa til adskillige Huuse, hvor der vare
Logementer til Leye, i det Haab at hun skulde |sinde et Op¬
holds Sted. Men hendes Familie, som hun har paa Armene,
og den Frygt man havde at hun skulde lade samme blive til¬
bage efter sig, giorde at man allevegne afviiste hende. Nat¬
ten nærmede sig; hun maatte altsaa søge hen til et gemeent
Herberge; og man vilde ikke engang her tage imod hende paa
andre Vilkaar, end at hun skulde lade sig sperre inde med
hendes Børn, paa det at hun ikke skulde løbe bort, og lade
dem blive tilbage. O, hvilken bedrøvelig Nat for vor For¬
ladte! Med hvor mange Taare vædede ikke den arme Uskyldig¬
hed sine Børn og beklagede deres Mangel og Elændighed mee¬
re end sin egen. Disse fattige Skabningers Uvidenhed var
deres Lykke. De loe ved Moderens Bryster og vare lystige.
Midt i ald saadan Elændighed kunde Mariane dog end¬
nu tænke. Hun overveyede, at det retfærdige, gode og al¬
mægtige Væsen saae hendes Kummer og Bedrøvelse. Hun
var overbeviist om, at Letfærdighed var ingenlunde Skyld
derudi, og ffølgelig tvivlede hun ikke paa, at hun jo endnu
skulde blive hiulpen. O, hvilken guddommelig Virkning af
Religionen! Uden dennes Hielp maatte Mariane have fortviv¬
let; men Gudsfrygt gav hende en henrykkende Kraft. Hun
overlagde hvad hun nu skulde begynde, og tage sig til. Hun
havde ikke fleere Penge, end den, som hun havde faaet af
den ynksomme Pige. Det var hende umueligt, at kunde faae
Logement; hvorover hun i denne store Nød besluttede, at ta¬
ge sine Børn paa Armene, og begive sig paa Veyen til den
Egn, hvor Sylvius ophøldt sig, og betle sig frem paa
Veyen, saa got som hun kunde. Hun meente, at hun skul¬
