172
nere, som havde været forklædt og været Vidne ved deres Vi¬
else, med den befaling, at han skulde opsøge Mariane,
og bringe hende i ald Magelighed og med megen Ærbødig¬
hed til ham.
Denne forunderlige Forandring vidste det Guddomme¬
lige Forsyn at befordre ved en Sygdom. Naar det helder
til Graven, gielder intet Hyklerie at dysse Samvittighe¬
den i Søvn.
Den gamle Moder var utrøstelig, og lovede ham, at
dersom han skulde døe, saa vilde hun med ald Moderlig Øm¬
hed antage sig den Person, som han elskede saa høyt. Hun
kaste de ogsaa snart ald Skylden paa sig selv, siden hun havde
været saa egensindig i Vallet, at hun ikke havde vildet, at
hendes Søn skulde ægte nogen anden, end en riig og fornem¬
me Dame.
Tieneren skyndte sig med den største Hastighed til Staden,
efterdi han saae, at hans Herres Liv beroede derpaa, og for¬
di han havde selv Medlidenhed med den uskyldige Mariane.
Han giorde den gamie Kone, som havde jaget hende ud af
sit Huus, de haardeste Bebreydelser; men han fik ingen vi¬
dere Efterretning. Hos Marianes Faster fik han ligeledes
ingen Efterretning om hendes Opholds Sted; han hørte in¬
tet af hende, uden onde Ønsker, og yderste Foragt. Han
søgte efter hende over heele Staden, men han kunde ikke
faae den allermindste Efterretning om hende, og troede, at
hun tilsidst maatte have taget Livet baade af sig selv og hen¬
des Børn. J disse bedrøvelige Tanker gav han sig paa Hiem¬
reysen igien.
Marianes Elændighed havde imidlertiid endnu ikke op¬
naaet sin Ende. Det guddommelige Forsyn vilde enduu en
kort Tiid sætte hende paa Prøve, for destomeere at belønne
hendes Dyd. Just paa den samme Tiid da Sylvii Tienere
spurgte allevegne efter hende, for at forkynde hende Ære,
Rolighed og Overflødighed, var hun underkastet Skam,
Vanære, Sorg og Fattigdom, som intet var mægtigt at over¬
vinde eller gaae igiennem, uden hendes Tillid til Gud. Hen¬
des Reyse gik overmaade langsom for sig, og hun kunde nep¬
