174
stændigheder? Paa det første Spørsmaal svarede hun tydelig,
og saaledes som det var i Sandhed; paa det andet ligesaa;
men det sidstes Besvarelse krymvede hun sig ved. Got, sagde
denne stormodige Menneske=Ven, saa har hun mueligt mistet
hendes Mand, efterat disse Børn ere fødte? Ney, min Her¬
re, svarede hun: jeg haaber, at han endnu lever, og at den
samme Godheds Magt, der har hiulpet mig saa langt frem,
skal ogsaa endelig føre mig til ham. Begge disse ædelmodige
Mennesker mærkede, at Taarene trillede hende ned af Øyne¬
ne; de vilde altsaa ikke falde hende besværlig ved fleere Spørs¬
maal, men gave befaling til Huushovmesteren, at han skul¬
de forsørge hende med alt hvad hun behøvede til hendes Ve¬
derqvægelse. De forsikkrede hende ogsaa, at hun nu skulde
komme til at reyse mageligere, i det man vilde betinge en
Plads for hende og hendes Børn paa den ankommende Post,
samt forsyne hende med nødvendige Reysepenge.
Mariane betakkede sig allerydmygst for disse besynderlige
Velgierninger. Hun nød i nogle Dage den beste Underhold¬
ning. Nu begyndte hun at anraabe Himmelen at Sylvius
maatte være paa hans Gods. Mange gange faldt hende de Tan¬
ker ind, at han maaskee, i den Tiid hun havde været paa hen¬
des besværlige Reyse, kunde være reyst tilbage til Staden, og
at altsaa hendes Elændighed endnu skulde blive større. Men
hun overlod sig fuldkommen i den Høyestes Villie, og fik der¬
over saadan Rolighed, som smaa Sielk ikke ere i Stand til
at erfare.
Efterat hun paa fierde Dag havde opholdt sig hos disse
Menneske=Venner, kom Posten her forbi. Her tog hendes
Ønskes Opfyldelse sin Begyndelse. Hvor forunderlige ere
Himmelens Veye! En ringe Omstændighed er ofte et Middel
til at opnaae det største Øyemeed.
Hun havde net op et Barn ved Brystet, og det andet Ug¬
gende paa en Stoel ved Siden af sig, da en Tiener, som var an¬
kommen med Posten, traadde ind i Stuen. Martane troede, at
hun kiendte ham, og tilsidst blev hun vaer, at det var den Person,
som i en Adelsmands Dragt fra Landet, havde forestillet et Vid¬
ne ved deres Vielse. De Tanker, at den Person var saa nær,
som allene var vidende om hendes Hemmelighed, og at hendes
Jammer og Elendighed havde saaledes forandret hende, betog
Mariane alle hendes Kræfter, og hun faldt i Afmagt. Da man
sky ndte sig, for at hielpe hende, betragtedes hun nøyere af den
