179
Mine Læsere vilde hehage at erindre sig, at sidste Nyt¬
Aars=Dag just faldt ind paa saadan en Dag, paa hvilken
Pøsten pleyer at komme her til Staden. Jeg fik ved den Ley¬
lighed tvende Breve, et fra en gammel Ven i Tydskland, og
det andet fra en Mand som jeg vel kiender, men ikke hover
mig ret meget. Jeg vil her anføre disse to Breve Ord fra Ord.
Min Ven!
Da de i mange Aar som en ægte Ven har taget Deel i
mine Omstændigheder, og i deres sidste Brev venligst forlangt,
af mig, at jeg skulde give dem Efterretning om min nærvæ¬
rende Tilstand, saa holder jeg det for min Skyldighed, at
opfylde og efterkomme Deres gode Begiering.
Det er Dem vitterligt, at jeg i en Tiid af 20 Aar har
været boesiddende i den Stad som er lagt i Aske. De kan u¬
den Tvivl Erindre sig, hvor møysommelig og kummerlig at jeg
sparede saa meget tilsammen, at jeg derfor lod bygge mig
et Huus 2 Etager høyt, hvorudi jeg tillige med Kone og Børn
har boet indtil det ulyksalige Øyeblik, da de gloende Kugler
stak det i Brand over mit Hovet.
Kiere Ven! forestil sig engang denne Elændighed! Be¬
tænk dog! Forestill sig, ligesom Jorden ryster under deres Fød¬
der formedelst Kanonernes Torden: at Bomberne allerede har
sønderslaget Naboernes Huuse i mange 1000 Stykker: At de
halve ihielslagne Mennesker skriger erbarmelig, og saaledes
skraale af Pine, at en Steen maae bevæges derover; dog alli¬
gevel kan man ikke frelse dem. Man betragter dem ikkun
med Graad, og man maae i samme Øyeblik forlade dem, for
at frelse sig selv. Man gaaer fra dem, og vender dem Ryggen
med opløftede Hænder mod Himmelen. Man skynder sig, on
falder over døde Kroppe og blesserede Mennesker Luften er opfylt
med Røg og tyk Damp. Staden staar i Brand paa 100de
Steder. Man søger at undflye Jlden og Kuglerne, og løber ud
igennem Stads Portene lige ind i den bevæbnede Fiendes Hæn¬
der.
