181
skyndte mig ind i Huuset igien. Jeg rovede mig derind i¬
gien; men her saae jeg Hierneskallen af mit tre Aars Barn
endnu ligge og brænde, hvoraf Kroppen allerede var fortæret
af Luen. O, forskrekkelige Syn for en Fader! Af min Kone
og min ældste Datter kunde jeg ikke see det allerringeste,
og jeg maatte vige for Luen; thi Haaret paa mit Hovet var
allereede opbrændt, og der begyndte at gaae Jld i mine Klæ¬
der. Jeg vred mine Hænder, og tumlede i disse jammerfulde
Tanker indtil Hiørnet paa Gaden. Mine Been rystede saa
sterk under mig, at jeg ikke kunde gaae et Skridt længer,
og jeg havde gandske vist her blevet ihielslagen af de Huuse
som styrtede ned, dersom ikke min Ven, min Skriftefader
havde reddet mig. Denne Menneskeven tog mig under mi¬
ne skielvende Arme, ogløftede mig op i Veyret og sagde med
en bævende Stemme: Kom, min Søn! det er vor Skyldig.
hed at vi skal redde vort Liv: Skaberen vil forbarme sig over
os, igien.
Vi gik hen til den ene Ende af Staden, som vel stod i
Brand men ikke blev beskud af Fienden. Her satte vi os og begræd¬
de Jerusalems Exempel. Jeg begræd min Ægtekone og vore
Børn, som nu vare forvandlede til Aske. Her bleve vi sidden¬
de den følgende Natl og Jndbyggerne i denne brændende Stad
stode til deels og til deels laae paa Knæe rundt omkring os,
og hørte paa vor fromme Præstes hellige Taler, under dybe
Sukke og mange Taarer. Endelig holdt Luen op i de forbrænd¬
te Huuse. Vi gik igiennem Gaderne, som af de omfaldne
og nedskudte Bygninger vare saa opfyldte, at vi ikke uden
med stor Møye kunde komme der igiennem. Jeg kom til min
forrige Bopæl; men Haaret reyste sig paa mit Hovet, og det
gysede i min Krop, da jeg saae mit Huuses Ruin, hvor jeg
leedte efter min allerkiereste Kones og Børns Been, for at
samle og begrave dem. Men Røgen var endnu saa sterk, at jeg
maatte opsætte denne min skyldige og kierlige Forretning til
anden Dagen.
