186
enten blive en Lærdmand, en Kiøbmand, en Handverkmand
eller en Kunstner, og i det ringeste vilde jeg ikke uden for
Tidsfordriv lære noget, som for Exempel, at dandse, at giø¬
re smaae Viiser og Vers, at kunne tegne en Smule
med Tusk, at spille allehaande Børnetøy paa Claveer, at kun¬
ne ride lidet paa en Hest, og fægte en liden Smule, at kunne
slaae en god Stok paa udenlandsk Maneer, at kunne Roma¬
ner og forlibte Pudserier udenad, at kunne færdig spille Lom¬
bre, Qnadrille, og andre noble Spil, at kunne bande net,
nyemodigt og upaatvivleligt, at kunne giøre Miiner som en
Helgen, en Tamerlan, en forlibt Coridon og deslige. Hvad
meener De? Skulde jeg ikke bedre kunde giøre min Lykke ved
saadanne Videnskaber, end ved flittig at studere og reyse.
Vor Junker kalder mig en Pedant, fordi jeg ikke kan
giøre nogen ordentlig Compliment, og sværger eller bander al¬
drig. Den naadige Frøken staaer for Speylet og leer over
det, at min Kaarde hænger ikke ret. Den yngste Junker
stiger op paa en Stoel, og vil frisere mit Haar efter den nye¬
ste Mode. Den gamle Heldt sidder i Lehnestolen og leer,
saa hans Mave hopper. Han spørger: om der i min Tiid,
da jeg reyste igiennem Engelland, bleve holdte mange Hane¬
sægtninger. Han spørger ikkun, paa det at hans kiere Børn
kan faae noget at lee af. Jeg leverede den gnmle min Me.
morial. Han sætter hans Briller paa og læser - - - - -
Jmidlertiid spørger disse mandelige Arvinger mig, om
min Klædning er gjort i Paris. Frøkenen staaer hos;
hun hører det, og giør de sædvanlige Exercitzer med hendes
Vifte, snart spreder hun den ud, snart trykker hun den sam¬
men, og snart holder hun den for Munden, for at skiule
hendes Latter. Den ældste Junker staaer ikke et Øyeblik stil¬
le. Han hopper ligesom en Skade. Han stiller sig tet op
til mig, og maaler hans Skuldere med mine Skuldere. Han
er vel ikke meere end 19 Aar gammel, men han har min
