187
Høyde, (3 Hamborger Alen.) Frøkenen siger Sandhed:
Broder Fritz! du er ligesaa høy som Herren. Hun meener
mig. Er jeg ikke brav voxen siden den Tiid da de reyste Uden¬
lands, sporger Junkeren.
Jo, uforligneligen, svarede jeg: nu kan de gierne for
Deres gode Vexts Skyld gaae med i Krigen.
Junkeren giør nogle Eaprioler.
Ney, min Herre! siger Frøkenen: min Broder har
ikke Lyst til Soldaterstanden; Han kan giøre Landet bedre
Tiennester. Vor MAMA gav ham ikke Forlov til at gaae ud
med i Feldten, omendskiøndt han en selv havde Lyst dertil.
Jmidlertiid har den gamle Herre læst min Memorial:
st o-st -- st -- siger han: Børn! Børn! giører dog ik¬
ke saa megen Allarm. Han vinker ad mig med Brillerne,
som han har i den venstre Haand, at jeg skal komme nærme¬
re. Jeg gaaer derpaa nærmere hen til Lehnestolen.
Min ærlige Mand! siger han: det giør mig ondt,
at jeg ikke kan være ham beforderlig, i hans Ansøgning. Jeg
vilde gierne hielpe ham; thi jeg har kiendt hans Fader i man¬
ge Aar. Hans Fader var en grundærlig Mand; men hans
Oprigtighed forskaffede ham monge Fiender. Han havde det
Principium: Ærlighed varer længst; men han tabte dog
derped. Jeg har ofte advaret den salig Mand, at han skul¬
de berænke, at han levede i den nærværende Verden.
Men han vilde ikke lade sig raade; han beraabte sig; paa sin
Ærlighed, som dog ikkun i hans Tiid var at finde paa de een¬
ligste Steder, og han boede alligevel i en Folkerig Stad,
hvor 1000de sindrige og politiske Hoveder ventede paa den
meest udkunstllede Maade efter hans Fald. Jeg har ogsaa
den Fortroelighed til ham, at han ligner sin salige Fader
i Ærlighed --- - - --
Her traadde den naadige Frue ind i Stuen. Jeg maae
give hende det sandfærdige Vidnesbrrd, meget naadig.
