195
lige Stoel, bad Pasquinus, at man skulle ikke meeere sige:
Helligste Fader, men ævigste Fader, siden han ikke vilde vii¬
se at han var dødelig.
Foruden Paverne, har adskillige Regentere og høye
Herrer havt samme Skiebne. Men alle saadanne Beskiem¬
melser og Skandskrifter ere Beviis paa det nedrigste og meest
ildesindede Gemyt, og fortiener billig den ugudelige Chams
Forbandelse, ligesom alle Love paa det alvorligste forbyder det,
og alle Jurister ere derimod. Men en Moralist sigter
aldrig til at beskjemme, men forbedre Mennesker; og ef¬
ter min Skiønsomhed er det altsaa enhver Sædelærer tilladt,
baade at bruge lystig og tilladelig Skiemt, ligesaavel som at
være alvorlig. Det er jo i Almindelighed alle Poeter tilladt
paa en skarpsindig Maade at raillere med Lasterne, og under¬
tiiden at beskjemme det, som ikke anderledes er værdigt. Hvor
sindrig og tilladelig er endogsaa ikke den Beskiemmelse over
Personer, som blev skrevet paa Jesuiternes Kloster=Port i
Neapolis, efterat en riig Enkemand, som havde testamente¬
ret dem sine Midler, lod sig siden overtale af sine fattige Ven¬
ner at giøre nok et Testamente, og indsætte de sidste til Ho¬
ved Arvinger. Denne beskiemmende Satir, som alle veed, lyder
saaledes: Her boer Fædrene af det gamle Testamente,
som har ingen Part i det nye. Forfatteren af denne Tan¬
ke kunde dog gierne være sit Navn bekiendt.
Den, som veed at giøre Forskiel paa ensbidende Satir,
der unægtelig har en Beskiemmelse i sig, men er dog et Styk¬
ke af den sande og tilladelige Moral, kan ikke andet end ansee
de Mennesker for daarlige, der bliver satte i Harnisk, naar
de læser noget i deslige Skrifter, som rører dem paa Bylden,
og vil have Forfatteren deraf paa det eftertrykkeligste afstraffet.
De giør sig selv skyldige ved saadan Opførsel i den afskildrede
Last, og man behøver ikke andre Vidnesbyrd imod dem, end
Virkningen af deres forbittrede Samvittigheds Overbeviisning.
