202
Men min sædelige Vertinde sagde: Mig derimod er det
en stør Fornøyelse, naar jeg paa en ærlig Maade kand blive
bekiendt med ærlige Venner. Det var at ønske, sagde Hr.
----, at endeel som boe i smaa Stæder, Lands=Byer, og
Sædegaarde vilde indføre den gamle Ædelmodighed imod Frem¬
mede og Reysende igien; Men i de store Stæder skulde det i
det ringeste dog være saadanne selskabelige Borgere, som gjor¬
de sig en Fornøyelse af, at giøre de Fremmede, som Tiiden
faldt lang, en fornøyelig Tidsfordriv, og at overbevise dem,
at Jndvaanerne have lagt Vind paa gode Sæder, og vide at
leve.
Cantorins var imod dette, og sagde: derved vilde man
tilsætte mange Penge. Men dersom Borgerne aarlig vilde
skyde en vis Sum sammen dertil, saa vilde jeg nok selv være
den, der skulde giøre de Reysende Selskab, og spiise og drikke
med dem, saa længe de opholdt sig her. Men jeg tager ingen
ind i mit Huus; thi jeg veed, at en Spitsbub for nogle Aar
siden dræbte sin godgiørende Vert.
Derimod, sagde jeg, kiender jeg en Præst i Tydskland,
som laante en Soldat Huus om Natten, da Soldaten bekla¬
gede sig, at han var meget træt, og kunde ingen Roelighed
faae i Vertshuuset, formedelst de mange drukne Mennesker,
som sammesteds giorde Allarm. Præsten giorde sig i Først¬
ningen vel nogle Betænkninger om, at tage en ubekiendt Per¬
son ind i sit Huus, i sær da han samme Dag havde hævet en
stor Arve=Part. Men Soldaten bad nok engang, og tillod
Præsten at bruge ald den Forsigtighed han vilde, med at lukke
ham et Sted inde og sligt. Endelig lod Præsten sig overtale,
og førte denne sin Giest høyt op oven paa i et lidet Kammer,
hvor han lukte til for ham, og vaagede indtil Klokken Eet om
Natten. Men da Præsten var falden i Søvn, overfaldt nog¬
le Tyve ham, som havde slaget Beeg=Plaster paa Munden af
hans Karl og Pige, og ydermeere sat dem i den Stand, at de
ikke kunde giøre disse Tyve nogen Modstand.
