203
Derpaa søgte Tyvene over alt i heele Huuset efter Pen¬
gene, og komme endelig til det stærkt tillukte Kammer, hvor
Soldaten laae. De brækkede Døren op, og Soldaten, som
vaagnede ved denne Allarm, greb strax til sin Sabel. Tyve¬
ne vare intet mindre formodende end noget skarpt Gevær, da
de i det samme, ved Jndtrædelsen i Kammeret, bleve over¬
mandede af Soldaten. Kom denne Giest ikke hans redelige
Vert til Hielp, og blev den godgiørende Præst ikke rigelig be¬
lønnet fordi han laante Soldaten Huus?
Een en este Mand af saadan Æbelmodighed til Veye brin¬
ger ofte megen Ære og Høyagtelse for en Stad, ja for et
heelt Land. Den Reysende roser ham. Man troer at sam¬
me Stad eller Land kand opviise fleere af det Slags, som ere
det menneskelige Kiøns Zirater.
Kand nogen Fornøyelse vel være større, end naar man
har Leylighed til paa saadan Maade at giøre sig elsket? Saa¬
dan Ædelmodighed er en Ting, hvortil de allene ere beqvem¬
me, som have æble og høye Siele. Det er saadanne Folk
selv en Glæde, naar de u-egennyttig kunde fornøye andre.
Vi ere i Almindelighed forbundne til at beviise Got imod en¬
hver Reysende, endog de gandske ubekiendte Mennesker.
J hvor beqvemme og magelige Vertshuusene end ere, saa
har dog en Reysende ofte meere end een Time til overs, i hvil,
ken Tiden falder ham lang. Han er ubekiendt, og har ingen
anden Tidsfordriv, end at staae og see ud igiennem Vinduet.
Da ønsker en fornuftig Reysende, at han paa saadan et Sted
torde besøge nogen, enten Amtmanden eller Præsten; men den
gode Reysende har desverre allerede faaet Efterretning, at in
gen af disse Herrer ere hiemme, omendskiønt han saae begge
de gode Herrers behøvlede Hoveder inden for deres Vinduer,
da han reyste der forbi. Hvad siger den Fremmede da, om
saadan et Lands sædelige Jndvaanere?
Men jeg maa dog give mange den tilbørlige Berømmel¬
