04
se, da jeg paa mine Reyser har truffet gode Mænd, som selv
har kommet til mig og underholdt mig med behagelige og for¬
nuftige Samtaler, indtil det var Tid at gaae til Sengs.
De fleeste Reysende, sagde Cantorius: ere Udenland¬
ske, og hvad gaaer saadanne mig an?
Min Hr. Cantorius, hvor er vel et Land i Europa, i
hvilket ikke adskillige Nationer boer? Findes der ikke mange
Lande, hvor de antager Udlændinge, for at faae desto fleere
Soldater, Lærde, Kunstnere Kiøbmænd, Søtfarende, Haand¬
verksmænd og deslige i Landet? Bliver saadan et Land ikke der¬
ved berømt, mægtigt, og folkerigt? Kunster og Videnskaber¬
ne stiger, naar saadanne Folk, som excellere i Videnskaber,
nedsætte sig sammesteds. Det er jo en Fordeel for Jndbygger¬
ne, naar vittige Udlændinge bringe deres Videnskaber ind udi
Landet, saa behøver man jo ikke med Tids- og Penge=Spilde
at hente dem selv andre Stæder fra. Et hvert Land kand op¬
vise mange Vittige, som dømme om den eller den Person, den
eller den Videnskab er Landet tienlig. Disse Mænd indsee det
fuldkommen, og vide Landets Nytte.
Cantorius: "J maa sige hvad J vil, saa skal J dog ikke
kunde overtale mig til at lide de Udenlandske.
Nu, nu, Hr. Cantorius! J er ogsaa alt for partiisk.
Besøg ikke meere herefter, i fald jeg maa bede derom, de slette
Selskabe, som dømme derom uden Jndsigt og uden Grund.
J fald der skulde findes slette Mennesker iblant de Udenlandske,
som ikke arbeydede saaledes i Landet, som deres Skyldighed be¬
faler dem, saa vær saa høflig og henregn ikke saadant de Uskyl¬
dige til Last. Vilde J vel hade en Engellænder, dersom han
giorde ypperligt Staal her hos os?
Cantorius: Det forstaaer sig, at jeg vilde hade ham,
"fordi han tog Brødet bort for mine Landsmænds Næse.
J har Uret, Hr. Cantorius! J burde meget mere at vise all
Høflighed imod ham. J vilde vel ogsaa misunde den Fransk¬
mand, der vilde giøre os her lige saa godt Papir, som man
kand faae det i Frankerig.
