214
ge i Landet beskytter ham, og tager gandske gierne imod ham,
fordi han er Landet til Nytte.
Min Herre! sagde Cantorius: De behager at betænke!
Disse Folk bringer ikke en Daler med sig, naar de kommer,
og førend man formoder det, skaffer nogle sig Hæste og Vogn
an. De Penge, som de faaer til Forskud og skulde anvende
til deres Handtering, dem sætter de i prægtige Meubler, udi
kostbare Klæder for dem, deres Koner og Børn. Naar man
da, efter nogle Maaneders Forløb, seer denne nyelig ankom¬
ne Familie, saa er den bleven gandske ukiendelig. Deres
Leve=Maade og deres Bord bliver strax, efter det bekomne
Forskud, anderledes indrettet; de forglemme derover dagligen
meere og meere deres forrige Tilstand, om ikke endog det,
hvorfor de ere antagne.
Hr. Cantorius! dette giør dog ikke alle.
Min Herre! Dersom man ikke gav saa nøye Agt paa
deres Huusholdning, og mærkede deres store Ødselhed, saa
vilde man løbe Fare. Deres Argument holder Stik: De
kand ikke tabe noget her; thi de bringe intet med sig. Alle
vores Projectmagere tabe ligeledes intet, saasom de just paa
den Tiid har udkastet Projectet, da deres Cassa var overor¬
dentlig tom. Det kommer ikkun derpaa an, at man vover
alle Ting. Een saadan Herre, hvilken har udfundet noget
til Landets Nytte, den maa efter syv Maaneder, syv Dage
og syv Timers Forløb allerede have syv Stuer til sin Beboelse
(Stalderum, Vogn-Remisser, Kiøkken og Kielder uberegnet)
da han forhen kunde behielpe sig med et lidet Kammer bag i
Gaarden, eller i den første Etage fra Himmelen af. Han
maa have syv Klædninger (forhen havde han kun en gammel
grøn.) De syv Stuer maa have deres Meubler og Ziirater.
Han maa have syv Betientere, en Laqvey, en Kudsk, en Am¬
