Spionen.
No. XXIX.
Første Act.
Første SCENA.
Philosoph. (Sidder i hans Bibliothek og Skriver. Han
staaer hastig op og kommer frem.)
Nu byder jeg den lærde Verden Trods!
D Apoll! dig takker jeg, at jeg er bleven lærd.
Nu er jeg værdig nok at stige paa Parnas.
Hvad er vel andre lærde imod mig?
Slet intet.
Hvem støder mine Satser om?
Slet ingen.
Hvem tør sig understaae min Visdom at foragte,
Mig synes: at jeg allerede seer,
Hvor venlig mig Apollo vil omfavne.
Han elsker mig, ret som en Fader elsker
Sin ægte og fornuftig Søn.
Jeg hører allerede
Den søde Harmonie,
Som ved min Ankomst paa Parnas
De ni Gudinder lade høre.
Med stor Fornøyelse vil jeg de Frugter høste,
Som jeg ved Lærdom mig erhvervet har - - -
Gaaer fra mig, J smaa Lærde!
Gaaer bort!
Kan skee! J vil mig hade;
Men tænker J, jeg agter Eders Had?
Jeg agter det saa lidet og saa ringe,
Som Philosopher agter Kiærlighed.
AR1A
Bort med Jer smaa Philosopher!
Seer! her skinner Eders Soel!
Jeg er jeres Stiern og Pharos!
Jeg er Eders Lærdoms Lys!
Lader kun de Tanker fare!
At J ere
Eller bliver
Mine Ligemænd;
Jeg foragter jeres Vahre
Jeres Lærdom og jer selv. Da Capo.
