225
At hun har meer Fornuft, end denne Philosoph.
Call. Her udi har du Ret!
Du har og større Vid,
End mangen indbildt Philosoph;
Jeg vil mig Umag giøre,
At frie din Herre fra hans Overtroe. (hun gaaer bort)
Siette S.CENA.
Harl. Jeg troer, det var Calliope!
Jeg torde sværge paa!
At hun var en af de 9 Muser.
Jeg kunde kiende hende paa det Zepter
Og paa det sammenrullede Papier,
Som hun i hendes Hænder bar.
Min Herre kiendte hende ey!
O! du høylærde Mand! du kiender ey Calliope!
Ha, ha! hal hal ha!
A R1A.
O hvor mange Giække
Synes dog at være lærd.
Andre ere alt for lærde
Og alligevel dog Narre.
Kuns den Viise, han er Lærd
Og en ægte Philosoph.
Men en Abe er ey værd
For en Philosph at agte?
Qa Cævo
Anden Act.
Første SCENA.
Harl.
M¬
vad Glæde! Hvad Fornøyelse!
Har jeg nu ey oplevet hos min Herre,
Jeg havde aldrig tænkt, at see ham saa fornøyet,
Som han nu er.
Nu skierdser han;
Tilforne knurrede han ligesom min Moppe.
Han Leer;
Tilforn saae han ud, ret saa Fortrydelig,
Som en chinesisk Gud af Porcellain.
Nu staaer han for Speilet,
Og bryster sig, som en mandvoxen Pige;
Tilforn sad han altiid i mørke Kroge
Op indtil Skulderne i gamle Folianter.
Nu taler han som en Forliebt;
Tilforn saa talte han knap sire Ord
Den heele lange Dag.
