230
Nu for en Time,
Saa læste han forliebte Vers mig for,
Som han vil overgive til sin Brud.
Tænk nu, hvor han sig har forandret!
Naar giør en Philosoph forliebte Vers?
Anden SCENA.
Harleqvin Calliope
Call. Siig! kiender vel din Herre mig?
Harl. Ney Jomfrue!
Call. Jeg maae beklage ham, at han ey Viisdom kiender.
Jeg vil befrie ham, om han vil?
Fra den Vankundighed.
Men, kiender du mig heller ikke?
Harl. Er hun ey en af de ni Muser?
O! lille Jomfrue! om Forladelse!
Hun er Calliope.
Mig synes - - - virkelig -
Call. Siig ikke til din Herre hvo jeg er!
Hvi, skulde han mig, som en Lærd ey kiende?
Harl. Det synes mig!
Call. Jeg har Medlidenhed med ham
Og ønsker: at han blev fornuftig,
Og en retskaffen Mand.
Harl. O Jomfrue! kunde han da ey Frimurer blive?
Call. Ney! han maa først fornuftig være;
Jmidlertiid har jeg
Dog bedet for ham hos Apoll
At han maae see Parnas i Drømme.
Kand skee! at dette Syn bevæger ham.
Naar han da har i Drømme seet Parnas,
Saa flig! at jeg vil staae ham bie,
Og giøre ham til en fornuftig Lærd. (hun gaaer bort)
Harl. Jeg tvivler paa
At han i ald sin Livstiid bliver klog.
Pedanterie og Kierlighed
Slaaes nu i hans forrykte Hierne.
See! see! der kommer han!
Tredie ScENA
Philosoph Harleqvin.
A R1A
Philosoph
(med et
Ark Papier
i Haanden)
Bort med døde Folianter!
Viisdom har jeg meer end nok!
Kiærlighed du søde Væsen!
Du, ach du befalder mig
Efterdi i fordum Tider
