233
aabenhiertet. Far vel! -- - - Jeg gik, og han saae
efter mig. Dette hørte jeg, at han sagde: Gak du Fan¬
den i Vold! - - - - - - Du faaer vist nok engang
en Ulykke.
Jeg skyndte mig da herfra og gik stærk til. J det
samme saae jeg mig om, og Cantorius stoed endnu paa det
samme Sted hvor jeg forloed ham. Jeg giorde ham en dyb
Compliment med Hatten, men han truede mig med knyt¬
tede Næver.
Derefter tænkte jeg: Du har dog giort Uret imod ham.
Men hvad skal jeg giøre? Det er jo en Spions Embede, at
udforske Fiendens onde og gode Anstalter. Det er dog be¬
dre at de siger om mig, at jeg forstaaer mit Embede, end at
de skulde sige: Spionen, som koster os saa mange Penge,
duer intet. Jeg ville begaae en stoer Feyl, om jeg tav stille
naar andre havde den Fornøyelse at tale. Den stakkels Can¬
torius han kiendte ikke Verden saa got som jeg. Han kaldte
mig sin Ven. Han vidste ikke at Grunden til Venskabet var
Dyden. Jeg vidste det, og derfor kunde jeg ikke antage ham
til min Ven. Jeg var ikke forsikret om hans Dyd. Jeg
vilde ikke heller paabyrde ham mit Venskab, efterdi jeg saa
temmelig kiender mig selv.
Ney! vil man vælge sig en Ven, saa maae man ikke
søge dem ud iblant lystige Selskaber; Thi saadan en er nok
en artig Kamerat til Tiidsfordriv, men ingen Ven. Naar
har en Smaarodser været en oprigtig Ven? neppe er han det
saa længe, som han har Glasset i Haanden. Betroer man
ham en Hemmelighed, saa vil han vist ikke forsømme Leylig¬
heden at giøre sig lystig dermed paa sin Vens Regning, og
bespotte og beskjemme ham. Man kan intet andet sige om saa¬
