239
dan en, end dette; Min Ven har forraadet mig, eller det var
et Menneske: som aad, drak, spillede og var hos os til Tids¬
fordriv. Venskab derimod, er en u-gennyttig Bevaagenhed
og ligner meest Kierligheden. De stærkeste Planter ere ikke
alletiider de beste, som voxer hastig; saa er ikke heller Ven¬
skabet saa tilforladelig som bliver hastig giort. Hvem der
elsker strax og giør strax Venskab, han maae vist frygte for u¬
angenemme Forandringer. Venskab er lige som Ægteskab,
hvor iblant tvende Siele fuldkommen stemmer over eens.
Man kan kiende et Menneske strax, om den er langsom eller
gesvindt, munter eller alvorlig, grov eller høflig, skarp,
sindig eller dum. Alt dette kand man læse ud af hans Øyne,
og udaf hans Gebærder og høre det af hans Tale; men man
erkiender ham ikke deraf, om han er reedelig og dydig.
Derfor kunde jeg ikke vælge Cantorius til min Ven,
endskiønt han beæerede mig med den store Titel.
Der jeg kom uden for Byen paa frie Mark, saa faldt
jeg ret i Forundring over de Forandringer af Lugten. Det
er dog, tænkte jeg, en fortrædelig Sag, for Jndbyggerne i
Staden, at de bliver incommoderede med saadan en stinkende
Lugt, for alle deres gode Penge, som de aarlig maae betale
for Huusleye. Mon Garverne ikke kunde fortsætte deres
Profession saa vel uden som inden for i Byen? Jeg veed
mange store Stæder i Europa, hvor Slagterne har deres
Slagterhuse uden for Byen, og bringer kuns Kiødet ind i
Byen, det andet bliver altsammen uden for Staden. Der
er ogsaa en heslig Lugt i de Gader, hvor de bløder tør Fisk.
Kunde disse Herrer ikke ogsaa have deres Fabriqver uden for
Porten? Monne disse Matroner, som steger Sild, Lam¬
mehoveder, Aal, Flynder, Kiød af Oxehoveder i gam¬
mel Fet, og bager de saa velsmagende Æbleskiver, ikke kun¬
