Spionen.
No. XXXII.
Jeg gik igiennem en lang og behagelig Allee, ved Enden af
Alleen havde en Mand lagt sig ned i Skyggen og læste i
en Bog. Jeg hilsede ham, og han var saa høflig, at han
stod op og takkede mig. Denne Høfligheds Beviisning gav
mig strax det Begreb, at han vidste at leve. En anden Usæ¬
deligere var bleven liggende. Jeg tog mig den Friehed, at
spørge ham, om han i Dag havde læst Aviserne? og han for¬
talte mig, at der vel var forefalden en Bataille, men den vil¬
de dog ikke til Veye bringe Freden. Han havde en Bog udi
Haanden, og han sagde: at den var meget godt skreven. Saa
snart jeg ikkun kastede mine Øyen paa den, saa blev jeg begier¬
lig, i det mindste at vide det opslagne Capitels Jndhold. Jeg
bad derom. Denne tienstagtige Mand bad mig, at sidde ned
hos ham i Græsset. Vi satte os, og han læste:
Man kand ingen Ende finde, naar man søger at udgrun¬
de Aarsagerne til ulyksalige Ægteskabe. Alle Laster, alle men¬
neskelige Feyl og Svagheder har ligesom oprettet et Helvedes
Forbund imellem hverandre, for at forstyrre et lyksaligt Æg¬
teskabs Lyksalighed iblant Menneskene. Enhver Last og enhver
Feyl kand opirre Ægte-Folkes Gemytter imod hinanden.
Naar et Par Personer har forlovet sig med hverandre,
saa har mestendeels den ene intet udførligt og rigtigt Begreb om
den anden. Efter Brylluppet bliver Øynene først oplukket paa
dem, og de blive da med Fortræd vaer, at de ere gandske an¬
dre Personer, end som de har bildt sig ind. De blive fortræ¬
delige, deres Vall begynder at fortryde dem, saasom de havde
gjort sig et bedre Begreb om hinanden. En Vildfarelse har
for Brylluppet fortryllet dem, og nu efter Brylluppet blive de
vaer, at de ere bedragne. Denne Vildfarelse skulde man paa
