254
meget tungt, her at give en Regel. En Slave af Lasterne er
umuelig skikket til den Dyd, at han paa en ædel Maade skulde
bekiende sine Feyl og Laster. Kand da en Slave af Lasterne
føre et lykkeligt Ægteskab? Vi vil overlade disse Elendige de¬
res ulykkelige Skiebne.
Vi vil tale for Folk, som tillige med nogle Laster haver
mange Dyder. En Dydig kand have en Feyl i sin Gemyts¬
Beskaffenhed, som kand reyse sig af hans Temperament. Mig
tykkes, at saadanne til en anden Natur blevne Feyl paa en
ædel Maade kunde tilstaaes.
Jeg sætter, han er meget ivrig i den første Heede. Han
frier til et artigt, sagtmodigt og frygtsomt Fruentimmer.
Før Brylluppet har han slet ingen Leylighed havt, at lade sin
hæftige Vrede see. Han gifter sig. Neppe er nogle Dage
forbie, saa har hans artige lille Kone forlagt en ringe Ting,
som han ikke strax kand finde, og dog nødvendig bruger. Han
farer op som en Rasende, og der feyler ikke meget i, at han
slaaer Konen paa Ørene.
Det stakkels Barn staaer, som hun var rørt af Lyn=Jld.
Hun græder. Manden forbander sig selv for sin hastige Vre¬
des skyld. Han smigrer igien for Konen med denne elendige
Trøst: Det er min Feyl, min Engel! men det gaaer
snart forbie.
Den stakkels Kone bliver frygtsom; hun ryster og bæver,
naar hun ikkun seer en suur Miine paa hendes Mand.
Er det vel urimeligt, naar jeg siger: Denne Mand hav¬
de førend Forløvelsen skuldet sagt sin Brud: jeg er noget ha¬
stig; men jeg meener det ikke ondt. Jeg vil vænne mig af
fra denne Feyl, men da det ey saa let kand skee, saa beder jeg.
