259
Tiid lærer at kiende den. Derhos saa veed jeg, at den er
fordreven ud af Ægtestanden og ikkun at finde i Romaner.
Overalt saa vilde jeg i disse Aaringer raade, at dersom
nogen af Svaghed eller af Smag forelsker og gifter sig,
saa skulde han i det mindste for at forebygge ald Forargelse,
paa beste Maader skiule det, og i Selskaber ikknu viise sin Ko¬
ne meget koldsindige Høfligheder, men være tienstagtig imod
andre Koner. Om saadan en Mand siger man: Han er ga¬
lant, han veed at leve.
Hidindtil har mange nøye iagttaget dette, og denne
Sag er endnu paa nærværende Tiid paa en meget god Fod;
men dog tillade nogle Ægtefolk sig, hvilke hade hverandre¬
at gaae endnu viidere. De veed vel min Herre, at det men¬
skelige Hierte er meget foranderligt, det kan ikke alle Tiider
underholde lige og bestandige Flammer.
O hvor mange vilde gierne afsondre sig fra Ægteskabs
Kierligheden? Men dog ey ved Fasten og Beden. Man veed
desuden at man kan faste og bede og tillige være gift.
Jeg kiender mange, jeg tør ikke nævne dem, hvilke ik¬
ke kand angive nogen sand Aarsag, hvorfore de ikke kunde
lide deres Koner, og ønske som hiin Skomager i Pommern,
at hans Kone maatte have saadanne nette Fødder, som den
Dame, hvilken han havde taget Maal til et par Tøfler.
Historien er omtrent saaledes: Skomagerens skiønne
dog geile Kone, lagde en Visit af hos en ugift Herre. Den¬
ne Herre vilde have en Spøg med Skoemageren og lod ham
hendte til sig. Skomager=Damen laae med forbunden Ansigt
i Sengen, og stak kun den ene Foed til lidet over Læggen ud
af Sengen. Hendes egen Mand Skoemageren blev ved dette
